Odense Zoo sætter besøgsrekord. Alligevel kan inflationen mærkes på havens økonomi. PR-foto.

Ny besøgsrekord i Odense Zoo – Men inflationen kan mærkes

Odense Zoo har aldrig haft så mange gæster i parkens mere end 90 år lange historie, som den har nu. Men inflationen har ædt meget af parkens overskud, og gæster kan se frem til prisstigninger i 2023.

Odense Zoo slår i 2022 besøgsrekord. Således kan parken bryste sig af at have budt velkommen til 448.361 gæster sidste år. Det skriver Odense Zoo i en pressemeddelelse.

Den hidtidige rekord lød på 439.500 gæster og blev sat tilbage i 2001, da Oceanium med søkøer og pingviner åbnede.

Rekorden er blandt andet hjulpet på vej af et godt forår, fortæller direktør for Odense Zoo, Bjarne Klausen.

”Foråret var i den grad med os. Marts var solrig og tør, og vejret var også rigtig godt i påsken, hvor vores højsæson normalt begynder. Det gav os en rigtig god start på sæsonen.”

Flere gæster med årskort
Det høje besøgstal skyldes til dels også, at gruppen af årskortholdere er blevet større, og at de har brugt årskortene mere end tidligere år. Derudover var sommerens besøgstal også højere end ventet, ligesom Jul i ZOO tiltrak mange gæster.

”At slå vores besøgsrekord i et år, hvor vi ikke har åbnet nye anlæg, er enestående, og vi er utroligt taknemmelige for, at der er så mange, der har valgt at besøge os,” siger Bjarne Klausen.

Lavere overskud og prisstigninger i vente
Rekorden er dog ikke lig med et fantastisk økonomisk år for Odense ZOO. Energikrise og inflation har nemlig ædt meget af overskuddet i regnskabet for 2022.

”Vi ender med et fornuftigt regnskab lige under budget, og det er vi glade for, tidens udfordringer taget i betragtning. Og så fejrer vi naturligvis besøgstallet og knokler videre for at give fynboerne og danskerne endnu flere unikke, fascinerende og flotte oplevelser i haven,” siger Bjarne Klausen.

For en måned siden skrev TV2 Fyn, at Odense Zoos gæster kan se frem til mindre prisstigninger som konsekvens af inflation og højere elpriser.

”Vi bliver nødt til at hæve priserne, fordi vi ikke kan bære at tage yderligere prisstigninger ind i det næste år,” sagde direktøren dengang til TV2 Fyn.

 

Relaterede artikler:

Aarhus-attraktioner: Turisterne er tilbage

Bakken sparer hverken på el eller julestemning

Her er destinationsselskabernes største attraktioner