Den danske Discover America-komite dropper direktørstillingen, nu er den nye formand i spidsen. Snart er der USA Travel Show i København – og FDM Travel forventer 3.000 til sin USA-messe.
På generalforsamlingen i denne uge besluttede den danske Discover America-komite, der promoverer rejser til USA, at nedlægge direktørstillingen.
Det hang sammen med, at komiteens hidtidige formand, Jesper Ewald, salgs- og produktchef i FDM Travel, gik på pension.
I stedet valgte generalforsamlingen den hidtidige direktør for Discover America-komiteen, Karin Gert Nielsen, som ny formand. Hun er til daglig direktør for og ejer af repræsentationsbureauet Atlantic Link, der navnlig er stærke på USA.
Og den ledige plads i Discover America-komiteen blev overtaget af Frederik Øhrgaard, koncept- og markedschef fra FDM Travel, det største danske rejsebureau på rejser til USA.
Efter generalforsamlingen ser bestyrelsen nu sådan ud: Karin Gert Nielsen (ny formand) og næstformand Jesper Klausholm, direktør for ruteudvikling, kommunikation og marketing i Billund Lufthavn.
De øvrige bestyrelsesmedlemmer er, nævnt alfabetisk: Tina Baungaard-Jensen, der blandt andet står for PR for Aarhus Lufthavn, Patrycja Dahl, Commercial Specialist på USA’s ambassade i Danmark, Michael Jensen, manager fulfilment, Kilroy International, Mette Krath, salgschef for SAS Danmark, Phedra Maren Thompson, salgschef i Danmark for Icelandair, Jens Vestergaard, salgschef i Danmark for Air France KLM og Delta Air Lines, Christian Willumsen, produktions- og marketingchef hos USA Rejser og Frederik Øhrgaard, koncept- og markedschef i FDM Travel.
USA Travel Show i København den 29. februar og 1. marts
Den danske Discover America-komite har igen i år arrangeret det store USA Travel Show, der afvikles den 29. februar og den 1. marts på Hotel Scandinavia i København.
USA Travel Show, der åbnes af den amerikanske ambassadør til Danmark, Alan Leventhal, byder på en blanding af workshops, foredrag, pressemøder, markedspræsentationer og så videre.
Tilmeldingerne har igen oversteget forventningerne, siger Karin Gert Nielsen til Standby.dk – der er 57 udstillere og foreløbig 160 tilmeldte rejsebureauagenter og medier.
Blandt de mange udstillere er repræsentanter for 24 af USA’s 50 delstater, nærmest alle store flyselskaber, som rejsebureauerne bruger til USA, for eksempel Air France, KLM og Delta Air Lines, American Airlines (der til juni åbner daglig rute fra Philadelphia til København), British Airways, Icelandair og SAS (der til juni åbner ny rute fra København til Atlanta) – blandt de store spillere er kun Lufthansa-gruppen ikke med ved årets USA Travel Show.
Udover amerikanske destinationer er byder årets USA Travel Show blandt andet også på biludlejere (Avis og Sixt, dog ikke Hertz), hotelkæder og forlystelsesparker.
Et indslag bliver også en debat om USA’s præsidentvalg til november mellem DR-studievært og tidligere USA-korrespondent, Johannes Langkilde, og Anders Agner, redaktør af mediet Kongressen.com, der beskæftiger sig med amerikansk politik.
Hele programmet kan ses på USA Travel Shows danske hjemmeside.
FDM Travel forventer 3.000 til USA-rejsemesse
FDM Travel, Danmarks største rejsebureau på USA-rejser, holder i år for 9. gang sin store USA-rejsemesse, der typisk samler flere tusinde potentielle rejsekunder. I år forventes 3.000, oplyses det.
I år er messen, der holdes søndag den 3. marts, rykket til forbedrede rammer, i Bella Arena, en del af Bella Center, skriver rejsebureauet på sin hjemmeside.
Udover rejseforedrag kan de besøgende møde knap 50 leverandører af rejseoplevelser i USA, udover flyselskaber for eksempel også destinationer, hoteller, biludlejere og så videre.
Relaterede artikler:
Flere årsager til dyk i danske USA-turister
Rejsebureauer ser frem til ny SAS-rute til USA
Rejsebureauer: Interessant med American Airlines fra Philadelphia til CPH