Fra præsentationen af det nye koncept Dansk Ø-ferie, fra venstre Lindy Kjøller fra Dansk Ø-ferie, Mette Dencker, landdistriktsordfører i Dansk Folkeparti, Grethe Saabye, næstformand i Landdistrikternes Fællesråd og Lars Ramme Nielsen, chef for Turisme- og Oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv. Foto: Dansk Ø-ferie.

Ny bookingportal til ferier på danske øer

Konceptet Dansk Øferie blev officielt præsenteret ved sidste uges Folkemøde på Bornholm. Visionen er at samle danske øer som en ny og sammenhængende turismedestination.

Langtfra alle danske øer er indtil videre omfattet af det nye koncept, Dansk Øferie.
Dansk Ø-ferie er en bookingportal, som samler tilbud til danske øer: Bornholm, Samsø, Fanø, Lolland, Falster, Als, Fyn og Langeland, står der på dens hjemmeside. Indehaver af Dansk Øferie, Lindy Kjøller, er samtidig salgs- og marketingchef for rederiet Færgen, der betjener en række danske færgeruter og betegner sig som ”Danmarks største ø-rederi.”

Ved præsentationen på Folkemødet blev det fortalt, at Dansk Øferie er ”en vision om at samle de danske øer under en ny og sammenhængende turismedestination.” Dette har også baggrund i ønsket om at få flere til at rejse med de danske indenrigsfærger og besøge de danske øer – også fordi et politisk forlig har betydet, at priserne på færgebilletter til en række danske øer de seneste to år er blevet sat ned med op til 53 procent uden for højsæsonen.

”Det nuværende momentum ønsker bookingportalen Dansk Ø-ferie at omsætte til et nyt turismesamarbejde for de danske øer. Visionen at skabe en ny turismedestination, der indtil videre bærer arbejdstitlen Visit Danmarks Øer,” hedder det blandt andet. På Dansk Øferies hjemmeside står for eksempel: ”Vi formidler aktiviteter, ophold (hotel, camping, sommerhus), pakketilbud (for eksempel cykelferier) og transport til og på øerne… Nordic Travel er teknisk rejsearrangør for Dansk Ø-ferie.”

Ved præsentationen på Bornholm sagde indehaver af Dansk Ø-ferie, Lindy Kjøller, blandt andet: ”Der vil være mange fordele ved at give øerne en fælles identitet og en fælles brandingplatform. Mange af øerne tilbyder sammenlignelige produkter. Her er fred og ro, smuk natur, gode råvarer og strand. Derudover passer øerne godt til danskernes ændrede rejsemønster, hvor vi generelt rejser oftere, men af kortere varighed.”

Samarbejde mellem aktører i rejsebranchen
Mere konkret lyder ideen med Dansk Øferie på at få et samarbejde imellem en række ”toneangivende aktører” indenfor turismebranchen, herunder VisitDenmark, Dansk Kyst & Naturturisme, Brobizz, Færgesekretariatet og Landdistrikternes Fællesråd.

Tanken er blandt andet at sikre stordriftsfordele ved at gøre brug af et fælles system til både booking, salg og check-in. Dermed bliver adgangen og betalingsformen til øerne ens, hvilket i sidste ende gør øerne mere tilgængelige.

”Genialt initiativ”
Den overordnede vision bakkes op af Dansk Erhverv. ”Det er et helt genialt initiativ, Dansk Ø-ferie står i spidsen for. Lige nu er øerne en trekant, der ikke passer ned i firkanten. Altså, hvis man tegner en cirkel rundt om Danmark, så taber øerne, når man kun tænker geografisk. Derfor tror jeg på, at ved at samle alle vores smukke øer under en destination, kan man skabe en fælles styrke, som kommer de enkelte øer i hele landet til gavn,” sagde Lars Ramme Nielsen, chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv.

Relaterede artikler:

Flest turister for pengene

Ny buslinje mellem København og Bornholm

Danske ø-pas er en stor succes