LUFTFART: ”Når luftfarten er på den politiske dagsorden deler Færøerne, Grønland og ”udkants Danmark” samme skæbne: De er et nødvendigt onde,” hedder det i oplæg til konference på Christiansborg.
Temakonferencen den 27. marts er arrangeret af et af Færøernes to folketingsmedlemmer, Magni Arge, tidligere adm. direktør for færøske Atlantic Airways.
”Kom og hør om luftfartens betydning og den luftfartspolitiske strategi i internationalt og lokalt perspektiv,” hedder det.
”Når luftfart sættes på den politiske dagsorden deler Færøerne, Grønland og ”udkants Danmark” ofte samme skæbne: De bliver glemt og klemt mellem Københavns Lufthavn og SAS og får højst prioritet som et nødvendigt onde,” lyder det.
Det vil vi prøve at rette op på med denne konference, som vil stille skarpt på luftfartens udfordringer i udkantens Danmark, i Nordatlanten, hvor Færøerne og Grønland har udviklet moderne luftfart, og vi får bud på den regionale luftfarts udfordringer i et europæisk perspektiv, står der i indbydelsen.
Blandt bidragsyderne på konferencen er ud over Magni Arge også Niels Christian Fredslund fra Copenhagen Economics, der vil tale om ”Luftfartens økonomiske betydning for Færøerne.”
Der kommer indlæg om ”regeringens holdning til regional luftfart i Danmark,” mens ejer af og adm. direktør for danske Sun-Air, Niels Sundberg, vil tale om et emne, der ligger ham meget på sinde: ”Har staten opgivet dansk luftfart?” Niels Sundberg er også formand for Erhvervsflyvningens Sammenslutning.
”Samarbejde er nødvendigt for vækst,” er overskriften for Jóhanna á Bergi, koncernchef for Atlantic Airways’ indlæg, mens Jacob Nitter Sørensen, Director of Flight Operations hos Air Greenland fortæller om Air Greenlands udfordringer.
”SAS som national, regional og global aktør,” er emnet for Lars Wigelstorp Andersen, direktør for Public Affairs & Infrastructure, mens kommerciel direktør i Sun-Air, Kristian Tvergaard, har indlæg om ”Flere arbejdspladser med fleksible uddannelser.”
Der kommer også debatindlæg fra Air Iceland og Københavns Lufthavn.
Se mere på hjemmesiden magni.fo – også om tilmelding.