MeetingLillebælt, den fælles markedsføringsorganisation for 16 hoteller og konferencesteder i Fredericia og Middelfart, indgår samarbejde med Falck om coronatest af mødedeltagere. Arkivpressefoto fra Falck.

Ny mulighed: bliv lyntestet lige inden konferencen

MeetingLillebælt i samarbejde med Falck om at lynteste konferencegæster. ”Vi forsøger med vold og magt at gøre, hvad vi kan for vores medlemmer,” siger organisationens salgschef.

MeetingLillebælt er den fælles markedsføringsorganisation for 16 hoteller og konferencesteder i og ved Fredericia og Middelfart. I et nyt samarbejde med Falck kan mødedeltagere blive testet inden en konference via en testvogn fra Falck.

Ifølge MeetingLillebælt er man de første i Danmark med en sådan samarbejdsaftale, der gør det muligt at få testet konferencegæster for corona ved ankomsten til en konference eller et møde på et af medlemshotellerne eller konferencestederne.

”Landets hoteller bløder voldsomt. MeetingLillebælt, forsøger med vold og magt at gøre, hvad vi kan for at hjælpe hotellerne. Som de første i Danmark har MeetingLillebælt indgået en samarbejdsaftale, som gør det muligt få testet konferencegæster for Covid-19 ved ankomst til deres møde eller konference på hotellerne. Det tager kun 15 minutter og sikrer, at mødegæsterne kan mødes sikkert på hotellerne,” skriver Anne Thygesen, salgschef for MeetingLillebælt, i en mail til STANDBY.DK

Corona-frie gæster kan give mere business
Overfor TV2 Fyn uddyber Anne Thygesen og siger om det nye tiltag:

”Det har vi gjort for at hjælpe hotellerne i de her svære tider. Det er simpelthen for, at gæsterne kan føle sig helt trygge. Vi har hørt om gæster, som egentlig ikke tænker, at det er hotellerne eller konferencestederne, som de betvivler, men de bliver i tvivl, fordi de møder andre gæster fra øst og vest.”

Er testen negativt, kan man deltage i konferencen. Er den positiv, kan man vende om i bilen og køre hjem, skriver TV2 Fyn.

Og ifølge Anne Thygesen tager testen ”maksimalt 15 til 20 minutter. Så er der svar. Så de kan faktisk blive på parkeringspladsen, hvor de kan vente i deres bil. Prisen for at blive testet på hotellerne vil være på 299 kroner plus et mindre gebyr for at få testen derude.”

Anne Thygesen håber, at tanken om corona-frie gæster kan åbne hotelbranchen mere op. ”Så derfor håber vi, at man kan se idéen i det her. Og at man på et tidspunkt kan færdes frit omkring inden for dørene, hvis man har en ren coronatest,” siger hun.

Relaterede artikler:

Danskerne må mødes fra 10 til 500 personer

Danske erhvervsturismenetværk i online-samarbejde

Offentlige annulleringer koster hoteller millioner