Ny prisuddeling ved feriemesse i Bella Center

Fra venstre chef for feriemessen i Bella Center, Malina Lebrecht Hye, prismodtager Parastou Booyash og Anne-Vibeke Isaksen, formand Danske Rejsejournalister.

Fra venstre chef for feriemessen i Bella Center, Malina Lebrecht Hye, prismodtager Parastou Booyash og Anne-Vibeke Isaksen, formand Danske Rejsejournalister.

Danske Rejsejournalisters nystiftede Årets Talentpris blev uddelt ved åbningen af Ferie & Fritid i Bella Center – prisen gik til ”en person, der viser udpræget talent indenfor rejsejournalistik.”

Modtager af første ombæring af den nye pris gik til journalist Parastou Booyash, som modtog Talentprisen 2014.

”De bedste resultater kommer fra passion, et skævt syn på livet og positive vibrationer,” betegner prismodtager Parastou Booyash sig selv på Linkedin. Parastou Booyash er uddannet journalist fra Danmarks Media- og Journalist Højskole samt kandidat i sprog og kommunikation fra CBS.

”Parastou Booyash rummer den kombination af professionalisme og til tider underfundig stil, der gør, at vi i Danske Rejsejournalister har valgt at give hende årets Talentpris,” sagde Danske Rejsejournalisters formand, Anne-Vibeke Isaksen, i sin motivation.

Prisen har netop til formål at belønne en person, der viser nyt talent, men også går nye veje i rejsejournalistikken i form af brug af nye medier, valg af indhold eller en nytænkende tilgang og vinkel på tingene.

Parastou Booyash har arbejdet som freelancejournalist siden 2010.

”Parastou kan sit journalistiske håndværk og leverer varen, hvad enten hun skriver til en landsdækkende eller regional avis, et kvindemagasin eller en blog – en egenskab, der er en forudsætning for at kunne klare sig på et stadigt mere presset mediemarked,” sagde Anne-Vibeke Isaksen.