LUFTFART: Sidst i august kommer der atter liv i en utrafikeret rute til Københavns Lufthavn som flere selskaber har prøvet at få liv i. Seneste forsøg lukkede i januar i år.
Cimber Sterling har prøvet og siden har svenske NextJet prøvet at få gang i en rute mellem Norrköping og Københavns Lufthavn. NextJet lukkede ruten i januar efter kun at have fløjet den i fem måneder. Til august starter Danish Air Transport på strækningen.
Det er navnlig lufthavnen i Norrköping, ca. 200 km. syd for Arlanda, der har ønsket et nyt forsøg på en forbindelse til Københavns Lufthavn. Norrköping har bl.a. det nordiske hovedkvarter for Siemens.
”Vi starter ruten 26. august, og der bliver to returflyvninger på hverdage og en i weekenden – alle fløjet med ATR 42 med plads til 46 passagerer,” siger adm. direktør for Danish Air Transport, Jesper Rungholm, til standby.dk