DRTV har på søndag premiere på sæson 2 af “Operarejsen,” hvor trioen besøger syv operabyer fra Helsinki i nord til Palermo i syd. Der køres med tog og overnattes på moteller, kroer og camps.
Rejsebureauer med fokus på kulturelle rejser samt togrejser vil sikkert fremadrettet få henvendelser om nogle af de byer og rejsemål, operatrioen Allan Gravgaard Madsen, Frederik Cilius og Rasmus Bruun besøger i de syv programmer ”Operarejsen 2.” Serien har premiere på DR2 og DRTV på søndag, den 19. februar.
Mens trioen i den første sæson kørte i en autocamper, er konceptet i sæson 2, at de primært rejser med tog, oplyser DR’s presseafdeling til Standby.dk og tilføjer:
Byerne og operahusene der besøges i sæson 2 kommer i denne rækkefølge: Semperoper i Dresden, Glyndebourne Opera House i Sussex, Bastilleoperaen i Paris, Teatro Massimo i Palermo på Sicilien, Teatro di San Carlo i Napoli, Finlands national opera i Helsinki og syvende afsnit slutter med operahuset De Mund i Bruxelles.
Finurlige moteller, kroer og camps
Hvor vi i sæson 1 efterlod komponist Allan Gravgaard Madsen og hans to hjælpere, Frederik Cilius og Rasmus Bruun, optimistisk skålende over Allan Gravgaard Madsens gode takter i hans kommende opera, møder vi en mere modløs Allan Gravgaard Madsen på en bænk i starten af anden sæson, hedder det i en pressemeddelelse fra DR.
Han har fået skriveblokade og kan ikke komme videre med sit værk. En ny inspirationstur ud i operaens verden må derfor begynde. Fra Finland til Palermo rejser operatrioen afsted, og indlogerer sig undervejs på “finurlige moteller, kroer og camps,” oplyses det.
”Det er ikke kun vores velkendte trio, som får en masse inspiration ud af disse operarejser. Deres dedikation og passion for operaens væsen smitter gennem skærmen, og derfor har vi haft lyst at give danskerne endnu en sæson af mere fantastisk, europæisk opera,” siger DR-redaktør Anja Hauberg Kaalund.
De syv programmer af Operarejsen formidles i denne sæson ikke kun via skærmen, men også på lyd. P2’s nye program Operaguiden går i fodsporene på de operaer som TV-serien besøger, og skaber for hver episode et dybere kendskab til indholdet, oplyser DR.
Relaterede artikler:
Spies forventede et mediestormvejr – fik en orkan