LUFTHAVNE: Sidste måned blev den travleste maj i Aalborg Lufthavn som netop har fejret sit 75 års jubilæum. Trafiktallene viste stor vækst på indenrigs-, udenrigs- og chartertrafikken.
Maj blev også måneden, hvor SAS bebudede, at man vil flyve udenrigs direkte fra Aalborg. Det sker fra august i et beskedent oplæg med fire fly om ugen til Stockholm Arlanda – ruten flyves af Braathens regionale flyselskab.
”Når SAS åbner rutefly fra Aalborg til Stockholm, er det understregning af, hvor meget trafik vi har til Stockholm via Københavns Lufthavn”, siger direktør i Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen, og fortsætter ”Det er dejligt at have vækst i en måned, hvor vi lige har udvidet vores terminal med 60 pct., det viser, at udvidelsen var nødvendig, og at vi kan understøtte endnu mere international trafik.”
Maj er traditionelt én af de bedre måneder for luftfarten, her starter sommerferiesæsonen så småt. Og maj 2013 var den største nogensinde for Danmarks tredjestørste lufthavn.
I alt fløj 128.519 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn. Det er en stigning på 13,5 pct. i forhold til maj 2012, hvor 113.258 passagerer var gennem lufthavnen.
Udenrigstrafikken steg med 31,7 pct. i forhold til maj sidste år. 28.170 passagerer fløj direkte til og fra udlandet mod 21.389 året før.
Chartertrafikken viste en stigning 38,6 pct. – 16.722 passagerer rejste i maj 2013 mod 12.066 i maj 2012.
Også indenrigstrafikken voksede. Her rejste 83.627 passagerer i maj 2013, en stigning på 4,8 pct. Men maj sidste år var også måneden, hvor Cimber Sterling krakkede 3. maj, derfor er stigningen ikke overraskende.
Torsdag i sidste uge fejrede lufthavnen 75 års jubilæum med åbningen den udbyggede terminal. Den er nu godt 7.000 kvm. større og har fået yderligere seks 6 gates.