Hovedparten af DBTA’s bestyrelse, forrest fra venstre Anne Mette Berg, formand Mette Bank og Jeppe Mühlhausen. Bagest fra venstre: Tonny Lacomble Nielsen, Anne M. Christiansen, Jens Liltorp og Line Høgild.

Nye i bestyrelsen hos de danske travel managers

DBTA, den største forening i Danmark for travel managers, fik på sin generalforsamling nye medlemmer af bestyrelsen – og uddelt den årlige vandrepris fra Avis Biludlejning.

Danish Business Travel Association skal fortsætte jagten på at tiltrække nye medlemmer – nu skal en arbejdsgruppe i DBTA-regi undersøge muligheden for at gøre DBTA’s netværk endnu mere attraktiv for potentielle medlemmer i for eksempel den offentlige sektor.

Det sagde Mette Bank, formand for DBTA og til daglig travel manager i Lego System, da DBTA tirsdag i denne uge afviklede sin årlige generalforsamling.

Generalforsamlingen var i år henlagt til Choice-hotellet Skt. Petri i København, der var vært for de 60 fremmødte medlemmer af Danish Business Travel Association. Foreningens travel managers-medlemmer køber årligt rejseydelser for over ti milliarder kroner. Tallet er flere år gammelt, DBTA vil i år prøve at få det opdateret.

”Et af vores hovedformål i DBTA er at dele viden på tværs af foreningen og derfor er det vigtigt at være åben og nysgerrig – også når det gælder virksomheder og forretningsmodeller som ligger lidt uden for det vi normalt kender til,” sagde DBTA-formanden i sin beretning.

Nye i bestyrelsen
Ved generalforsamlingen fik bestyrelsen også et par nye medlemmer. Bestyrelsen består af fem-seks medlemmer fra køberne (travel managers, buyers) plus en suppleant samt to medlemmerne fra leverandørerne (for eksempel flyselskaber, hoteller og biludlejning) plus en suppleant. Efter tirsdagens generalforsamling ser DBTA’s bestyrelse nu sådan ud:

Formand Mette Bank, Lego System, Marianne Thomsen, MAN Diesel & Turbo, Anne M. Christiansen, Nordic Capital, Bjørk Skieller fra medicinalvirksomheden ALK, Line Høgild fra Lundbeck, Anne Mette Berg, DBTA’s general manager, og Jens Liltorp fra LEO Pharma. Jens Liltorp, der over to omgange har været DBTA-formand – fra 2001-05 og igen fra 2009-2015 – var suppleant i den forrige bestyrelse. Ny suppleant for travel managerne i DBTA’s bestyrelse er Charlotte Simmelkiær fra Novo Nordisk.

Hos leverandørerne sidder Tonny Lacomble Nielsen fra DSB Erhverv og som ny repræsentant Stefan Tarp fra Big Travel nu i bestyrelsen, hvor Jeppe Mühlhausen fra Hotel Alexandra er suppleant.

Samlet har Danish Business Travel Association 40 medlemmerne blandt køberne, mens der er 70 medlemmer fra leverandørfronten. Begge grupper betaler det samme for et årligt medlemskab, nemlig 8.250 kroner plus moms.

Debatindlæg fra Travelport, Tripbam og E.ON
På DBTA’s generalforsamling var der også debatindlæg fra indbudte gæster. Ian Heywood fra Travelport gav et indblik i, hvad NDC (New Distribution Capability, red) og fremtidens distribution kommer til at betyde for samarbejdet mellem den rejsende, virksomhederne, erhvervsrejsebureauerne, flyselskaberne, GDS’erne (reservationssystemerne) og hele distributionskæden.

Den anden gæst var Peter Grover fra firmaet Tripbam, en af de nye spillere på markedet. Tripbam har udviklet en platform som kan søge billigere hotelværelser for virksomhederne samtidig med at rejsepolitikken kan styres og i sidste ende give brugerne en række statistikker og data på hotelforbruget.

Energiselskabet E.ON fik også ordet. De er i gang med at se på, hvordan man synliggør bæredygtige hoteller og mange andre CSR-projekter. CSR og bæredygtig er et emne som har stigende interesse – også for forretningsrejsende.

Pris til travel manager
Ved DBTA’s generalforsamling uddeles også Avis-prisen til et medlem, som har gjort en særlig indsats i DBTA. Prisen, der er sponseret af Avis Biludlejning, har 32 år på bagen og består af maleri af Carl-Henning Pedersen, som prismodtagerne har til næste generalforsamling.

Vinderen af Avis-prisen: Anne M. Christiansen fra Nordic Capital, til højre, med Karina Block fra Avis Biludlejning.

Årets modtager af Avis-prisen blev travel manager og medlem af DBTA’s bestyrelse, Anne M. Christiansen fra Nordic Capital, der fik disse ord med på vejen af DBTA-formand Mette Bank:

”Årets prismodtager har været medlem af DBTA siden 2015. Anne har været deltager på næsten alle møder og delt sin viden på især på DBTA’s netværksmøder. Hun er ikke sen til at komme med gode forslag og stille sin tid til rådighed for bestyrelsen og sekretariatet. Hun er godt eksempel på den nye generation af ”travel managers” med en ny profil: en dygtig indkøber, der ser værdien i et netværk som DBTA og løbende bidrager med viden og mange gode ideer.”

Relaterede artikler:

DBTA kiggede ind i fremtiden

DBTA og COTRA styrker samarbejdet

Nyt job til kendt travel manager