Sommeren er trafikintensiv på Øresundsforbindelsen, og som i tidligere år bliver der kørt flest ture over broen i juli. Pressefoto for Øresundsbron: Johan Nilsson.

Nye rekorder på Øresund og flere sejlende svenskere

I sidste uge slog trafikken over Øresundsbron både ugerekord, weekendrekord og døgnrekord. Og færgerederiet Stena Line melder om flere svenske turister fra Gøteborg til Frederikshavn.

I uge 28, 10-17. juli, blev der kørt 212.197 ture over Øresundsbron, det er det højeste antal ture på en uge nogensinde, skriver Øresundsbroen i en pressemeddelelse.

Weekendrekorden blev slået lørdag og søndag, 15. og 16. juli, med 66.818 ture over broen, mens døgnrekorden blev slået i lørdags, den 15. juli, med 35.165 ture over Øresundsbron på et enkelt døgn. Den seneste døgnrekord var fra 30. juli sidste år.

Berit Vestergaard, salg- og marketingdirektør for Øresundsbron, siger i pressemeddelelsen:

”Vi slog trafikrekord tre gange sidste sommer, og vi gør det allerede igen i år. Danskerne rejser som aldrig før, og det bidrager til rekorden. Den lave svenske kronekurs gør det endnu mere attraktivt at tage en tur til Sverige – og selvom den svenske kronekurs er lav, ser vi, at svenskernes fritidstrafik også stiger om sommeren. Det tyder på, at kronekursen har mindre betydning i ferieperioden.”

Svenske turister sejler igen mod Danmark
Og Stena Line, der blandt andet driver færgeruten mellem Frederikshavn og Gøteborg, melder også i en pressemeddelelse om stigende svensk søgning mod Danmark.

Færgerederiet oplever lige nu et opsving i svenske bookinger på ruten mod Frederikshavn. Sammenlignet med sidste år har Stena Line en stigning i antallet af bookinger på 29 procent, og for første gang siden 2019 – året før pandemien – er mange af sommerens afgange fuldt bookede.

Den lave svenske kronekurs har fået mange danskere til at tage på ferie i Sverige. Omvendt har det også sat en hæmsko for tilstrømningen af svenske turister flere steder i Danmark, men nu er der gode nyheder til de byer i Jylland, som har savnet de svenske gæster, oplyses det.

I den seneste tid har færgerederiet Stena Line, der driver to færgeruter mellem Sverige og Jylland (den anden er Grenå-Halmstad) oplevet en ændring i bookingmønstrene for ruten Frederikshavn-Gøteborg. Sammenlignet med sommeren 2022 er antallet af bookinger steget 29 procent, og den sidste uge er der strømmet 4.000-5.000 bookingerne ind i døgnet. Sidste gang færgerederiet oplevede et lignende opsving i efterspørgslen var i 2019.

Flere på dagsudflugt
Ulf Staff, Travel Commercial Manager hos Stena Line, siger i pressemeddelelsen: ”Vi oplever en stor interesse for Frederikshavn-Gøteborg. På grund af den lave kurs på den svenske krone har vi haft et højt antal danskere på ruten over en længere periode.

Dét, vi kan se nu, er, at også svenskerne er begyndt at booke rejser over Kattegat. Den markante stigning i antallet af svenske gæster kan skyldes, at mange har været tøvende med at bestille ferie og derfor først booker nu,” siger han.

En undersøgelse fra turistrådet i Gøteborg, Göteborg & Co, viser ifølge Stena Line, at 50 procent af svenskerne ønsker at tage på flere dagsudflugter.

Stena Lines 39 færger betjener 18 færgeruter i Nordeuropa. Koncernen, der årligt omsætter for cirka 37 milliarder svenske kroner, ejer blandt andet også rejsebureauet Best Travel i Frederikshavn.

 

Relaterede artikler:

Øresundsbron hæver og sænker priserne

Norsk grænsekontrol forlænget til november

Rejsebureau fik millionplus og returnerede millionlån