Rejsebureauet Emirates Holidays vil sælge rejser til selve Dubai, billedet, som en række destinationer som også flyselskabet Emirates betjener, for eksempel i Sydøstasien. Pressefoto.

Nyt rejsebureau holder lav profil

Rejsearrangøren Emirates Holidays skal åbne i Danmark, mens dets direktør må endnu ikke udtale sig. Danske rejsebureauer afventer. ”De vil næppe have bureauer som uvenner,” siger bureauchef.

”Indtil videre er det spekulationer, jeg må ikke udtale mig,” lyder den korte melding fra Kenneth Andersen til STANDBY.dk – han vil derfor ikke besvare spørgsmål om, hvorvidt Emirates Holidays åbner i Danmark og med hvor mange medarbejdere.

Kenneth Andersen skal efter STANDBY.dk’s oplysninger fra kilder i rejsebranchen være direktør for Emirates Holidays, når det indenfor de formentlig kommende måneder åbner i Danmark.

Emirates Holidays registrerede i oktober 2018 sit danske firma, DN Travel ApS, med Kenneth Andersen, Ailsa Pollard og Niel Alobaidi som direktører. Kenneth Andersen har før haft topjobs i først British Airways og senest i Primera Travel Group; Ailsa Pollard er topchef i DNATA (Dubai National Air Travel Agency), en del af Emirates Group, mens Niel Alobaidi er direktør for Emirates Holidays i Storbritannien.

Emirates Holidays vil vise flaget i Danmark under enten sit eget varemærke eller ved at købe et dansk rejsebureau. Det vides endnu ikke, hvad løsningen bliver.

”Et lidt mærkeligt træk”
STANDBY.dk kunne i slutningen af december fortælle, at Emirates Holidays var ved at etablere sig i Danmark – hvilket har udløst reaktioner fra rejsebureauer. Bureaudirektørerne er ikke ivrige for at udtale sig til referat, ikke før Emirates Holidays og selve flyselskabet Emirates officielt har bekræftet planerne om at åbne i Danmark.

Men i dag sagde en rejsebureaudirektør til STANDBY.dk: ”Emirates har jo endnu ikke vedkendt sig, at de er ved at åbne rejsebureau i Danmark. Men hvis det er tilfældet, som meget tyder på, synes jeg det er et lidt mærkeligt træk overfor rejsebureauerne. Det giver en klar kanalforvirring, hvis en koncern både har rejsebureau (Emirates Holidays, red) og et flyselskab (selve Emirates red).”

En anden bureaudirektør tilføjer: ”Men Emirates må have en holdning til sin strategi og dens konsekvenser – for jeg kan ikke forstille mig, at de vil have samtlige danske rejsebureauer som uvenner. Men endnu har Emirates ikke udsendt information om planerne til rejsebureauerne – vi er mange, der bruger flyselskabet Emirates, og jeg forventer gensidig respekt, men lige nu er der behov for en afklaring.”

“De vil have kunderne i egne fly”
En direktør fra et andet dansk rejsebureau siger om planerne fra Emirates Holidays om et åbne i Danmark: ”Vi har hørt om planerne, også fra vores forbindelser i Dubai. Det drejer sig om at få kunderne væk fra rejsebureauerne, så de kan fyldes i Emirates’ egne fly – Emirates vil jo gerne sælge andet til rejsebureaukunderne, fra hotelovernatninger til udflugter, billeje og transfers.”

”Men vi hilser Emirates Holidays velkommen i Danmark – hvor vi er åbne for konkurrence,” siger rejsebureaudirektøren og tilføjer:

”Alle flyselskaber vil gerne sælge noget ekstra til passagererne, men vi håber på fair konkurrence i forhold til sædeprisen, vi betaler hos Emirates og hvad Emirates Holidays skal betale. Vi er meget glade for Emirates og deres produkt, og rejsebureauerne kan jo ikke forvente at have markedet for sig selv.”

Relaterede artikler:

DRF har ikke hørt fra Emirates’ rejsebureau

Emirates-gruppen får rejsebureau i Danmark

Dubai skal gøres mere synlig i Norden