Emirates Holiays vil åbne rejsebureau i Danmark – men har endnu ikke oplyst om det bliver under eget navn eller ved at købe eksisterende dansk rejsebureau. Foto: Emirates Group.

DRF har ikke hørt fra Emirates’ rejsebureau

Danmarks Rejsebureau Forening havde anelse om, at ny stor aktør vil ind på det danske marked, men ikke at det var rejsebureauet Emirates Holidays. ”De er velkomne,” siger DRF’s direktør.

Emirates Holidays, en division i Emirates Group ligesom blandt andet flyselskabet Emirates, vil snart åbne rejsebureau i Danmark – det vides endnu ikke om det bliver under eget navn eller ved at købe et eksisterende rejsebureau i Danmark.

Danmarks Rejsebureau Forening, hvis lige over 100 rejsebureaumedlemmer omsætter for tæt på 20 milliarder kroner om året, har endnu ikke megen viden om Emirates Holidays og dets planlagte indtog i den danske rejsebranche.

”Vi har i flere måneder haft fornemmelse af, at en ny, større spiller var på vej. Vi har blandt andet fået en ”sløret” forespørgsel – uden navnet Emirates Holidays blev nævnt – hvorvidt et udenlandsk rejsebureau kunne være medlem af Danmarks Rejsebureau Forening,” siger DRF’s administrerende direktør, Lars Thykier, til STANDBY.dk og tilføjer: ”Vi svarede, at det kan det, såfremt rejsebureauet opfylder DRF’s vedtægtskrav.”

Kender ikke detaljer
Fordi Emirates Holidays endnu ikke officielt har præsenteret sig på det danske rejsemarked, vides der endnu kun lidt om dets planer. Derfor ved DRF for eksempel ikke, om Emirates Holidays vil operere under eget navn i Danmark, hvor det skal have kontor eller hvor mange ansatte det åbner med i Danmark.

STANDBY.dk kunne forleden oplyse, at Emirates Holidays har registreret sit danske firma, DN Travel ApS, der har tre personer tilmeldt som direktører: Ailsa Pollard, Kenneth Andersen og Niel Alobaidi.

Ailsa Pollard er Senior Vice President i DNATA (Dubai National Air Travel Agency), en del af Emirates Group. Kenneth Andersen er tidligere Head of Operations og Commercial Director i nu krakkede Primera Travel Group ligesom han har haft otte år hos British Airways – blandt andet som Commercial Development Manager Middle East med base i De Forenede Arabiske Emirater, hjemmebase for Emirates. Niel Alobaidi er direktør, Managing Director, for Emirates Holidays i Storbritannien og Irland.

Kenneth Andersen skal formentlig være landechef i Danmark for Emirates Holidays, hvis salgschef kunne blive Mads Munch Pedersen, der med årets udgang stoppede som salgsdirektør for kompensationsfirmaet Flyforsinkelse.dk ligesom han tidligere var salgschef for rejsebureauerne Marco Polo og MyPlanet. Mads Pedersen har på sin LinkedIn-profil søgt sælgere til kommende ”premium rejsebureau i Danmark.”

Skotte Business Travel i København har i over ti år været eneste danske samarbejdspartner med Lufthansa City Center. Så herudover bliver det med Emirates Holidays’ indtog i Danmark første gang siden SAS’ eget rejsebureau var et varemærke, at en koncern med eget flyselskab åbner rejsebureau i Danmark.

Relaterede artikler:

Emirates-gruppen får rejsebureau i Danmark

Ukendt rejsebureau vil åbne i Danmark

Dubai skal gøres mere synlig i Norden