Sidste år krakkede op mod 20 flyselskaber verden over, heraf fire europæiske, bl.a. Cimber Sterling – tusindvis af danskere mistede både rejse og penge ved konkurserne. Nu skal et nyt udvalg under Erhvervsministeriet udarbejde løsning for at sikre forbrugerne ved nye konkurser blandt flyselskaber.
Erhvervs- og Vækstministeriets særlige udvalg til at sikre forbrugerne bedre beskyttelse ved køb af flyrejser har første møde på mandag. Fra rejsebranchen sidder Danmarks Rejsebureau Forening, charterselskabernes brancheforening, RID (Rejsearrangører i Danmark), Dansk Luftfart og Rejsegarantifonden i udvalget, der også har deltagelse af Forbrugerrådet, Forsikring og Pension, Finansministeriet, Justitsministeriet og Transportministeriet.
”Konkursudvalget” skal komme med forslag til, hvordan rejsende sikres bedre mod flyselskabernes konkurs.
Danmarks Rejsebureau Forening er klar med flere forslag: ”Det skal ske helt automatisk, at man forsikres mod konkurs, når man køber en rejse.”
DRFs direktør, Lars Thykier, siger: ”Det store problem er, at forbrugerne selv skal tilkøbe en dækning mod flyselskabers konkurs. De er ikke automatisk dækket, som det er tilfældet, når de køber en pakkerejse hos et rejsebureau. Desuden er det kun ferierejsende, der bliver tilbudt denne dækning. Og endelig er det kun udbydere af flybilletter, der er etableret i Danmark, der skal udbyde den.”
Uden at sætte navne på, frygter DRF, ”at flere kriseramte flyselskaber i Europa har en potentiel konkurs i sigte.”
Lars Thykier påpeger de ulige konkurrencevilkår, når spillereglerne ikke er ens for alle flyselskaber på det danske marked.
”Derfor har vi gentagne gange foreslået – og det vil vi også argumentere for i udvalget – at ordningen om konkursbeskyttelse gøres obligatorisk for alle flybilletter solgt med afrejse fra Danmark. Det er nemt at finansiere ved blot at lægge ca. fem kr. til pr. billet. Så vil ingen danske passagerer kunne miste deres rejse, fordi de ikke har kunnet gennemskue, om deres køb var omfattet af den nuværende ordning. Samtidig sikrer det, at alle flyselskaber opererer på lige vilkår i det danske marked.”
Der rejser årligt ca. 14,3 millioner passagerer fra danske lufthavne, oplyser DRF.