Luksushotellet NH Collection Copenhagen åbner 1. september 2021. Foto: NH Collection Copenhagen

Ørkenfortet klar til hotel med 394 værelser

Det nye 5-stjernede hotel NH Collection Copenhagen er klar til at slå dørene op for gæsterne fra 1. september. Inden åbningen har NH Hotel Group valgt at skifte til Dansk Erhverv.

Københavnerne får snart et spritnyt luksushotel, der ligger i hjertet af Christianshavn.

Den internationale hotelkoncern NH Hotel Group er således klar til at åbne det 5-stjernede NH Collection Copenhagen, og de første gæster bliver budt velkommen 1. september. Det er koncernens første hotel i Norden, og det åbner i bygningen, der også kendes som Ørkenfortet.

Anders Duelund er ansat som hotellets direktør, og han har stor erfaring fra ansættelser i andre internationale koncerner. NH Collection Copenhagen forventer at kunne byde 150.000 gæster velkommen hvert år.

Få uger inden åbningen af Københavns nye 5-stjernede hotel har NH Hotel Group valgt at forlade HORESTA for at blive medlem i Dansk Erhverv. Det oplyser Lars Ramme Nielsen, der er chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, på Twitter. Dermed tilslutter den spanske hotelkoncern sig en række andre større hotelkæder hos Dansk Erhverv – som eksempelvis Scandic Hotels, Comwell Hotels og Brøchner Hotels.

Hotelkæde har længe overvejet København
NH Collection er hotelgruppens upscale- og lifestyle-varemærke, og direktør Anders Duelund glæder sig til at kunne byde indenfor i det københavnske hotel.

”NH Hotel Group har længe kigget mod København som et relevant marked på grund af den store efterspørgsel, og vores planlagte åbning til september passer godt med opstarten af turismen, byliv og sociale arrangementer efter genåbningen. Vi bliver et blandt få 5-stjernede hoteller i København, og den 5-stjernede hoteloplevelse bliver noget gæsterne vil kunne mærke fra det øjeblik, de ankommer,” siger han.

”Vi har også stor fokus på at skabe et rum for københavnerne, hvor de kan opleve nye restaurantkoncepter; et sted hvor de kan sidde at arbejde, holde møder og nyde den skønne havnefront.”

Når luksushotellet er fuldt bemandet, vil mellem 150 og 200 personer være beskæftiget.

NH Collections ligger smukt placeret i hjertet af Christianshavn. Illustration: Arkitema Architects

Flot og unik placering ved vandet
NH Collection Copenhagen ligger unikt placeret i Ørkenfortet ved vandet, og hvor Knippelsbro og Christians Kirke er med til at skabe en eksklusiv hoteloase ved havnefronten. Hotellet kan tilbyde 394 værelser og suiter, og der kan vælges alt fra Superior Double til Presidential Suite.

Hotellet har to restauranter, en morgenmadsrestaurant, hotelbar, loungeområde, 900 kvadratmeter til events og konferencer, parkering og fitnessfaciliteter, og så er der også etableret et særligt yogarum.

”Denne bygning gav os en unik mulighed, der lever op til de rammer og den filosofi, som NH Collection driver sine hoteller under. Beliggenheden er den bedste i København med kort afstand til alle byens vartegn, kulturelle tilbud, shopping, og ikke mindst det unikke Christianshavn, uanset om du er gående, tager havnebussen eller metro,” fortæller Anders Duelund.

Ny etage med store panoramavinduer
Ørkenfortet ejes af ATP Ejendomme, og bygningen har tidligere været hovedsæde for Nordea. ATP Ejendomme har sammen med Arkitema Architects og Henning Larsen Architects stået bag ombygningen til hotel.

Bygningens facade er blevet kraftigt renoveret med respekt for det originale design med rene former og lige linjer. Bæredygtighed har været vigtigt under renoveringen, og derfor er facadestenene blandt andet støbt af materialer fra nedrivningen indvendigt. Øverst på bygningen er tilføjet en ny etage, hvor store panoramavinduer giver flot udsigt over København.

NH Collection Copenhagen er indrettet med specialdesignet kunst af Anna Bak, og værkerne tager udgangspunkt i bygningens fortid som administrationsbygning for skibsværftet B&W. Indretningen i hotellet byder på varme nuancer med et nordisk udtryk, og der er eksempelvis sildebensfliser i elegant farvespil på badeværelserne.

NH Hotel Group driver i dag tæt på 400 hoteller i Europa og Latinamerika. NH står for Navarra Hoteles og er opkaldt efter den nordspanske region Navarra. Her blev hotelkæden grundlagt i 1978.

 

Relaterede artikler:

Nyt dansk luksushotel sætter navn på flere chefer

Københavns nye 5-stjernede hotel klar med direktør

International kæde får 5-stjernet hotel i København