Oman på Den arabiske Halvø vil tiltrække flere udenlandske turister. Sultanatet fremhæver sine ”endeløse ørkener, majestætiske bjerge, eksotiske oaser og at landet er fyldt med naturoplevelser.”
Oman, der grænser til De forenede Arabiske Emirater med blandt andet Dubai, Saudi-Arabien, men også Yemen, vil også gerne have sin del af de udenlandske turister.
Sultanatet fremhæver blandt andet sine 60 oaser, wadier (en oase ved en flod eller i en dal) – de udgøres ofte af palmebeklædte naturlige pools, nogle består af rolige vandhuller, som indbyder til afslappende pauser, indrammer andre brusende flodløb og vandfald.
Af respekt for lokalbefolkningen anbefales det, at man bærer knælange shorts og t-shirt, når man bader.
I en pressemeddelelse fremhæver Omans ministerium for kulturarv og turisme, Ministry of Heritage &Tourism (MHT), fem af de mest spektakulære wadier.
Wadi Bani Khalid er en velbesøgt oase, som ofte besøges i forlængelse af en tur til ørkenen Sharqiyah Sands. Wadien er kendt for sine store naturlige pools, vandløb skåret igennem klipperne og enorme palmetræer. Wadien ligger i forlængelse af en kløft, så det er oplagt at snøre vandreskoene og udforske kløften, inden man afslutter turen med et afkølende dyb i det klare vand. Der er også en lille cafe, som serverer arabisk kaffe og snacks, oplyses det.
Snake Canyon
To timers kørsel fra Omans hovedstad, Muscat, ligger Wadi Bimah, der grundet sit snoede forløb er kendt som Snake Canyon. Her er mulighed for både klatring, udspring og rappelling.
90 minutters kørsel sydøst for Muscat ligger Wadi Shab. Ved indgangen til wadien krydser man en lille sø i båd, hvorefter turen fortsætter til fods. Efter en times gåtur når man en af de større naturlige pools. Man kan svømme længere ind i kløften for at nå til wadiens sidste sø, som gemmer på en grotte og et vandfald.
Ikke langt fra Wadi Shab, mellem Muscat og fiskerbyen Sur, kan man besøge Wadi Tiwi. Køreturen til Wadi Tiwi kan på grund af det ujævne terræn og stejle skråninger kun køres i en firhjulstrukket bil. Vovehalse kan også prøve kræfter med canyoning med rappelling og udspring.
I den sydlige del af Oman ligger en af sultanatets smukkeste wadier, Wadi Darbat, står der i pressemeddelelsen. Her græsser dromedarer, og vandet strømmer over små etager fra den ene naturlige pool til den næste.
I øvrigt har Oman over 5.000 års historie, fem UNESCO-verdensarvssteder og kulturelle seværdigheder som det imponerende Kongelige Operahus eller Sultan Qaboos Grand moské i hovedstaden Muscat.
Oman har også over 3.000 kilometer kystlinje med forskellige vandsportsaktiviteter.
Relaterede artikler:
Turister skal besøge to destinationer på én rejse