En ny kombinationsrejse skal medvirke til, at Ras Al Khaimah kommer tættere på målsætningen om tre millioner årlige besøgende i 2030. Sidste år satte man rekord med 1,2 millioner turister.
Nu søsætter turismeorganisationerne Ras Al Khaimah Tourism Development Authority (RAKTDA) og Oman Tourism Development Company (OMRAN Group) et nyt fælles initiativ, som man håber, vil appellere til turister.
Initiativet har fået navnet ’See Double’, og det er en såkaldt kombinationsrejse, der gør det muligt at besøge emiratet Ras Al Khaimah, der er et af de syv i De Forenede Arabiske Emirater, og nabodestinationen Musandam, som ligger i det selvstændige sultandømme Oman, på én rejse.
See Double fungerer således, at rejsende kan kombinere et par dage i Ras Al Khaimah med et ophold på Musandam-halvøen på den anden side af grænsen. Det oplyses, at der er omkring 90 minutters kørsel mellem de to destinationer.
Naturoplevelser spiller vigtig rolle
Turismeorganisationerne vil desuden skrue op for det nye initiativ i højsæsonen. Derfor vil man mellem den 15. juni og den 15. september tilbyde pakkeløsninger, der blandt andet henvender sig særligt til familier ved, at børn eksempelvis bor gratis på flere hoteller.
Håbet er, at destinationernes placering ved henholdsvis Den Persiske Golf og Det Indiske Ocean vil være et trækplaster for turister, der ønsker at bade, dykke med iltflasker og snorkel eller sejle i kajak eller dhow, som er en traditionel arabisk båd af træ og med trekantede sejl.
Derudover profilerer Ras Al Khaimah sig på at have Jais Flight, der er verdens længste svævebane, regionens længste kælketur ved navn Jais Sledder og Suwaidi Pearls, som er den eneste perlefarm i emiraterne, mens besøgende i Oman kan opleve slottet Khasab Castle og Telegraph Island.
2023 blev rekordår
Ras Al Khaimah Tourism Development Authority blev etableret i 2011 med en klar opgave. Organisationen skal udvikle turisme-infrastrukturen og positionere Ras Al Khaimah som en førende destination for fritids- og forretningsrejser.
Målet for organisationen er at tiltrække tre millioner besøgende per år i 2030. Sidste år blev det hidtil bedste i emiratets historie, da der blev sat rekord med 1,2 millioner turister.
I løbet af vinteren var det meningen, at Primo Tours ville afvikle charterflyvninger fra Billund Lufthavn til Ras al Khaimah, mens Apollo Rejser havde planlagt en charterserie til emiratet fra Københavns Lufthavn, men begge dele endte med at blive aflyst.
De to rejsearrangører har begge tidligere fortalt til Standby.dk, at selvom en del af flysæderne blev solgt, var det ikke tilstrækkeligt til, at det kunne svare sig rent økonomisk. Derfor endte man med at trække stikket.
Relaterede artikler:
Emirat arrangerer atter internationalt halvmaraton