På tirsdagens konference Sustainable Cruising i København underskrev 16 krydstogtrederier aftale om fra 2024 at bruge landstrøm på krydstogter i Østersøen, herunder i de danske havne.
I dag bruger ingen krydstogtrederier landstrøm ved anløb i Østersøhavnene, men det skal nu stige markant. Men det kræver også, at havnene kan tilbyde muligheden til krydstogtskibene og at skibene kan tage landstrøm.
Med landstrøm reducerer krydstogtskibene markant deres forurening i havnene.
Tirsdag underskrev en række af de største krydstogtrederier i verden på sammenkomsten på Marriott Copenhagen Hotel en hensigtserklæring om brug af landstrøm i Østersøen hurtigst muligt og senest i 2024.
Det er første gang i den globale krydstogtbranche, at en hel region sammen med rederierne i fællesskab tager så stort et skridt fremad mod brug af landstrøm, skriver Wonderful Copenhagen i en pressemeddelelse.
Der var i alt 19 rederier, der skrev under i København, og de inkluderer de fire største krydstogtrederier i verden. De underskrivende rederiers skibe står således for en stor del af anløbene i Østersøen, som de danske havne er en del af. Alene i år står de for cirka halvdelen af alle anløb i Østersøregionen.
Kræver at skibene kan bruge landstrøm
Rederierne har underskrevet en hensigtserklæring om at benytte landstrøm, når de ligger til i havne i Østersøen, der har landstrømsanlæg. Hvilket kræver, at skibene omstilles til at kunne benytte landstrømmen.
Underskrifterne blev nedfældet i forbindelse med konferencen Sustainable Cruising, som netværket Cruise Baltic holdt. Konferencen på Copenhagen Marriott Hotel blev indledt af Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, mens miljøminister Lea Wermelin overværede at de 19 rederier skrev under på erklæringen.
”Jeg er glad for, at krydstogtindustrien har forpligtet sig til at sikre ren luft i byerne i Østersøregionen. Jeg vil derfor gerne rose de rederier, der har underskrevet hensigtserklæringen om brug af landstrøm. Jeg håber, flere vil følge dette gode eksempel i den nærmeste fremtid,” siger miljøminister Lea Wermelin i pressemeddelelsen.
Krydstogtbesøg må ikke ske på bekostning af klimaet
Sophie Hæstorp Andersen, overborgmester i København, sagde i sin velkomsttale blandt andet:
”København modtog inden corona-pandemien op mod én million krydstogtturister om året. Når det er sagt, så må turisternes besøg i vores by ikke ske på bekostning af københavnerne og vores klima.
Derfor skal vi mindske klimaaftrykket og luftforureningen fra de store krydstogtskibe, når de ligger for anker i Københavns Havn,” sagde overborgmesteren og tilføjede:
”Vi er i fuld gang med at etablere et landstrømsanlæg i København, men vores indsats nytter ikke meget, hvis branchen ikke er med. Derfor er jeg glad for, at Cruise Baltic i dag tager et skridt i en grønnere retning – og jeg håber, at det kan inspirere resten af branchen til at følge trop.”
Arbejdet med bæredygtig omstilling af krydstogtbranchen er i fuld gang, både lokalt i de danske havne, ikke mindst i København, der igennem en årrække har opbygget en position som en af Nordeuropas mest populære krydstogtdestinationer. Her er indsatsen en del af Wonderful Copenhagens arbejde med bæredygtig omstilling af hovedstadens turisme.
Forankret i Wonderful Copenhagen
Netværket Cruise Baltic er netop forankret i Wonderful Copenhagen, hvor den administrerende direktør, Mikkel Aarø-Hansen, på netværkets vegne underskrev hensigtserklæringerne sammen med de enkelte rederier.
”Det er første gang, en hel krydstogtregion sammen sætter ind på den her måde for at skrue op for brugen af landstrøm og får så mange rederier til at tilslutte sig. Vi håber, at signalet fra rederierne her i København kommer til at inspirere krydstogtbranchen rundt i verden i forhold til at accelerere den grønne omstilling af branchen til gavn for miljøet, de lokale og i sidste ende også branchen selv,” sagde Mikkel Aarø-Hansen.
Den mest bæredygtige krydstogtdestination
Arbejdet med den bæredygtige omstilling af krydstogt understøtter Nordisk Ministerråds målsætning om, at Norden skal blive den mest bæredygtige krydstogtdestination i verden i 2030.
Cruise Baltic samler 32 havne og destinationer fra Østersø-regionen, og inkluderer havne og destinationer i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Estland, Litauen, Polen og Tyskland – men ikke Rusland, der har Østersøens største attraktion i form af Skt. Petersborg.
Og lige som Cruise Baltic er også det danske netværk, CruiseCopenhagen, der samler 10 danske krydstogthavne, forankret i Wonderful Copenhagen.
Krydstogtselskaberne bag de 19 krydstogtrederier inkluderer helt store globale aktører som Carnival Corporation, Royal Caribbean, Viking Ocean Cruises, MSC, og Norwegian Holding.
Relaterede artikler:
Ukraine-krig betyder aflyste Østersø-krydstogter