LUFTFART: Luftfragtselskabet DHL har netop øget sin tilstedeværelse i Oslo Lufthavn med ny cargo-rute, der flyves to gange om ugen med en Boeing B747-400. Oslo Gardermoen har det seneste års tid fået en række nye luftfragtselskaber og har haft vækst på 32 pct.
Oslos hovedlufthavn, Gardermoen, kalder sig nu det foretrukne nordiske knudepunkt for fragtfly. Hidtil har lufthavnen set vækst i år på 32 pct. sammenlignet med sidste år.
Nu har et af luftfragtfirmaerne, tyske DHL, åbnet endnu en rute fløjet to gange om ugen med et Boeing B747-400 fragtfly til Sydkoreas hovedstad, Seoul, og Shanghai i Kina.
Ruten flyves af Atlas Air, som DHL er storaktionær i. Der skal primært flyves norsk seafood, navnlig laks, til de to asiatiske lufthavne.
Selve DHL flyver to gange om ugen mellem Oslo og nordnorske Lakselv for at bringe seafood til Oslo. Det betyder, at norsk seafood, der letter fra Lakselv, inden for 24 timer vil være fremme i f.eks. Seoul og Shanghai.
Indenfor de seneste 12 måneder har seks nye cargo-selskaber åbnet ruter til Oslo Gardermoen. Det er russiske AirBridge Cargo, CAL, Cargolux, DHL, Emirates Sky Cargo og Turkish Cargo. Lufthavnen er dermed oppe på 19 ugentlige flyvninger fra aircargo-flyselskaber.
”Der har været en tonnage-øgning på 105 pct. i forhold til sidste år,” hedder det fra Avinor, der driver 45 statsejede norske lufthavne.
I år forventer Oslo Gardermoen at håndtere over 90.000 tons norsk seafood, en stigning på 50 pct. i forhold til samme tid sidste år. Blot én ugentlig cargo-afgang fra Oslo vil årligt sende norsk seafood af sted for en kvart milliard norske kr., oplyser Avinor.