En af British Airways’ pensionerede B747’ere er denne med registreringen G-CIVB og den såkaldte Negus-bemaling. Den skal nu tilpasses et liv på jorden, men fra næste forår åbnes den for besøgende i Cotswold Airport, der ligger sådan cirka mellem London og Wales. Pressefoto: British Airways.

Pensioneret British Airways-jumbojet går til filmen

British Airways har sagt endeligt farvel til endnu en Boeing B747-400, der nu skal opbevares i en mindre lufthavn og bruges som blandt andet kulisse og baggrund for TV- og filmoptagelser.

Boeing B747-400’eren, med registreringen G-CIVW, er nu formentlig permanent parkeret i Dunsfold Aerodrome, cirka 20 kilometer vest for London Gatwick-lufthavnen.

G-CIVW har været hos British Airways fleet siden den 15. maj 1998, og i den tid gennemført 11.424 flyvninger gennem 90.617 timer og i den tid fløjet over 72 millioner kilometer. Det sidste kommercielle passagerflyvning var den 28. marts i år fra Boston til London Heathrow. Herefter har flyet holdt i først Bournemouth Airport og siden juni i lufthavnen ved Cardiff i Wales, oplyser BA i en pressemeddelelse.

B747’eren skal fremover blandt andet bruges som kulisse og baggrund for film- og TV-optagelser ligesom der kan foretages optagelser inde i jumbojetten.

Jim McAllister, direktør for Dunsfold Aerodrome, siger i pressemeddelelsen: ”B747 er et unikt og vigtigt stykke flyhistorie og vi er glade for nu at have G-CIVW hos os. Selv om flyet ikke mere skal på vingerne, vil det blive bevaret og givet en ny rolle indenfor TV, film, træning og test samt andre særlige events.”

Dunsfold Aerodrome bruges i forvejen til flytest, vedligehold, reparationer, opbevaring og langtidsparkering af fly.”

Også en pensioneret BA B747 i en anden lufthavn
Også i Cotswold Airport, der ligger sådan cirka mellem London og Wales, vil man kunne se en pensioneret British Airways 747.

Boeing B747’eren med registreringen G-CIVB skal nu lige tilpasses et liv på jorden, men fra næste forår forventes den at åbne for besøgende og vil blandt kunne bruges til møder og konferencer, private events, minibiograf og meget mere.

BA var verdens største B747-operatør
British Airways meddelte tidligere i år, at man ville pensionere sine B747 som følge af dalende efterspørgsel på grund af coronakrisen. Da meddelelsen kom i juli i år havde British Airways 30 eksemplarer af typen med en gennemsnitsalder på 23 år.

British Airways’ forgænger, BOAC, fik sin første B747 i april 1971. BA’s sidste B747-type, B747-400, kom til selskabet i juli 1989, den sidste B747-400 hos BA blev modtaget i april 1999.

Da BA havde flest B747-400 var der 57 eksemplarer i flåden, hvilket gjorde BA til verdens største operatør af B747-400.

B747-400 erstattes på BA’s langruter af de nye og mindre brændstoftørstige Airbus A350 og Boeing B787.

Relaterede artikler:

Tusindvis af jumbojets skal flyve med coronavaccine

British Airways tog afsked med Boeing 747

Sidste Boeing 747 produceres i 2022

British Airways sender Boeing 747 på pension