En Airbus A330 fra Thomas Cooks britiske flyselskab måtte sikkerhedslande i Irland – på vej fra Frankfurt til Cancun i Mexico med 337 passagerer og besætningsmedlemmer ombord.
Hændelsen skete den 6. februar i år, men den præcise årsag er først blevet belyst nu, efter der kom en rapport om forløbet fra den britiske havarikommission, Air Accidents Investigation Branch, AAIB.
En Airbus A330-200 med den britiske registrering G-TCCF fra Thomas Cook-gruppens engelske flyselskab var denne dag i februar i år som Flight DE2116 på vej for Condor Airlines, Thomas Cook-gruppens tyske flyselskab, fra Frankfurt til den mexicanske badeby Cancun. Ombord var 11 besætningsmedlemmer og 326 passagerer.
Undervejs blev der serveret varm kaffe til piloterne, men uden låg over koppen. En af piloterne, formentlig den 49-årige kaptajn, var så uheldig at spilde kaffen udover nogle af flyets instrumenter i sin side af cockpittet, ved kaptajnens audio control panel (ACP), står der i rapporten fra AAIB, skriver blandt andet CNN.
Den varme kaffe, der røg ned i nogle af instrumenterne, betød, at nogle af ACP-radioinstrumenterne ikke virkede optimalt; først i kaptajnens side og derefter opstod angiveligt samme fejl i styrmandens side.
Da der efterfølgende opstod lidt røg og begynder at lugte brændt i cockpittet, beslutter kaptajnen at erklære en nødsituation ombord og lande i nærmeste åbne, anvendelige lufthavn, hvilket var Shannon i det sydvestlige Irland. Flyet var på det tidspunkt knap 1.700 kilometer vest for Irland og stik syd for Island.
Mens flyet drejer rundt og frem til landingen i Shannon brugte piloterne iltmasker – ligesom de dumpede brændstof inden landingen i den irske lufthavn. Flyet landede i Shannon over fem timer efter starten fra Frankfurt.
En talsmand for Condor oplyser til CNN: “Flight DE2116 fra Frankfurt til Cancun landede i Shannon som en sikkerhedsforanstaltning. Flyet blev efter landing efterset og de berørte instrumenter blev repareret/udskiftet af flymekanikere.”
Efter knap et døgn i Shannon, hvor passagererne kom på hotel, fløj flyet til Manchester, hvor en ny besætning stod klar til at flyve de rejsende til Cancun.
Ny procedure for kaffeservering i cockpit
Efter hændelsen har Condor Airlines ændret nogle procedurer i cockpit, så for eksempel kaffe til piloterne nu serveres i krus eller kopper med tætsiddende låg ligesom de krus eller kopper, der nu bruges, kan passe bedre ned i kopholderne i cockpittet.
Condor Airlines er en del af Thomas Cook Group Airline, der blandt andet også tæller Thomas Cook Airlines Scandinavia, der primært i Danmark flyver for Spies. Condor Airlines lettede i 1956 under navnet Condor Flugdienst.
Relaterede artikler:
Menneskelig fejl gav ni timers forgæves flyvning