Det varme danske vejr har sendt priserne på afbudsrejser i bund i den første uge af sommerferien. En ny undersøgelse viser, at to ud af tre danskere flyver udenlands i år – mange hen over sommeren.
Skolernes sommerferie bliver skudt i gang, når skoleeleverne på fredag 23. juni lukker tasken og drager hjemad.
Det betyder samtidig startskuddet for den store sommersæson med rejser til enten ind- eller udland. Og har man endnu ikke lagt ferieplaner – og skal rejsen gå udenlands – er der rigtig gode rabatter at hente i uge 26, som er den første uge af skolernes sommerferie.
Priserne har tidligere været i et meget højere niveau, men som følge af den danske sommervarme, der i øjeblikket ligger over landet, har rejseselskaberne måtte sænke priserne på mange rejser sydpå. Det viser et pristjek udført 21. juni 2023 fra prissammenligningssiden Travelmarket.dk.
I øjeblikket kan der købes afbudsrejser i uge 26 til under 2.000 kroner til både Spanien, Grækenland, Tyrkiet, Kroatien, Albanien og Bulgarien. Og der kan findes billige rejser fra både Aalborg, Billund og København. Prisen på All Inclusive-afbudsrejser begynder fra 2.999 kroner.
”Har jeg aldrig set før”
Den billigste afbudsrejse med en længde på otte dage inklusiv fly og indkvartering fra København i uge 26 er med afrejse lørdag 24. juni til Marmaris i Tyrkiet i 4-stjernet lejlighed fra 1.393 kroner. Samme dag kan man komme til Kreta i 3-stjernet lejlighed for 1.624 kroner.
Fra Billund er den billigste afbudsrejse med afgang mandag 26. juni til Parga i Grækenland i 2-stjernet lejlighed til 1.498 kroner. Dagen efter kan man rejse til Ronda i Spanien på 2-stjernet hotel til 1.603 kroner.
Med afrejse fra Aalborg begynder den billigste afbudsrejse 24. juni med Kreta som destination, og her bliver man indlogeret i 3-stjernet hotel for 1.568 kroner. 26. juni kan der købes en afbudsrejse til tyrkiske Alanya i 3-stjernet lejlighed for 1.594 kroner.
”Det er utroligt, at der er så billige afbudsrejser til så mange forskellige destinationer i den første uge af skolernes sommerferie. Det har jeg aldrig set før, og det tyder på, at der er et meget stort udbud fra rejseselskaberne, og at efterspørgslen ikke følger med. Det er den danske sommer, der i hele juni har budt på masser af sol og varme, som presser priserne ned med op til 50 procent rabat på en del rejser,” vurderer Ole Stouby, administrerende direktør hos Travelmarket.dk.
To ud af tre danskere flyver udenlands i 2023
Selv om der i øjeblikket er mange afbudsrejser til salg, vil et stort antal danskere stadig rejse sydpå eller til andre udenlandske destinationer i løbet af sommerferien. Og generelt set vil 65 procent af danskerne tage flyet til udlandet i løbet af hele 2023. Det viser en ny nordisk undersøgelse af holdninger til flyvning og bæredygtighed fra KLM.
Undersøgelsen viser desuden, at 59 procent af danskerne gerne vil flyve mere, end de gør i dag. De primære årsager til den store rejselyst er at opleve nye steder og kulturer (79 procent af danskerne) og vejret (52 procent).
I forhold til bæredygtighed er danskerne de mest villige til at betale ekstra for at flyve mere grønt. 68 procent af danskerne vil gerne betale mere mod 56 procent af svenskerne og 47 procent af nordmændene. Frem mod sommerferien opleves der stigende interesse for at rejse bæredygtigt.
”Noget af det mest effektive i forhold til klimaet er at tilføje ekstra bæredygtigt flybrændstof (SAF), når man booker sin billet, hvilket kan reducere CO2-udledningen med helt op til 80 procent. Det er også en rigtig god idé at pakke let, da mængden af bagage har stor indflydelse på brændstofforbruget,” siger Maria Hagelberg, marketingchef hos Air France-KLM i Nordeuropa.
Undersøgelsen blev gennemført i februar 2023 af Novus for KLM, og der blev lavet over 1.000 webinterviews med almindelige forbrugere i alderen 18 til 79 år.
Relaterede artikler:
Dansk sommervarme bremser salg af udlandsrejser