Fra venstre: Shaolin-mester Shi Heng Yi, skuespiller Esben Dalgaard, breakdancer Rico Coker, skuespiller Albert Rosin Harson, sangerinde Sharin Foo, tidligere elitesvømmer Sarah Bro, forfatter og debattør Geeti Amiri, tv-vært Sarah Grünewald, skuespiller og rådgiver Anne Sofie Espersen, tv- og radiovært Adam Duvå Hall samt Shifu Yan Lei, der ligeledes er mester i Shaolin. (Foto: Andre Blinkilde | TV 2 | PR)

Programserie tager danskerne med til Sydkorea

I løbet af en række programmer vil tv-seerne herhjemme få mulighed for at opleve Sydkorea samtidig med, at de følger ni kendte danskere, når de dykker ned i Shaolin-kulturen.  

I en kommende tv-serie vil TV2 tage seerne med på en rejse, hvor de får mulighed for at stifte bekendtskab med en for de fleste mindre kendt del af Sydkorea, mens de følger deltagerne i programmet, der i et eller andet omfang også kommer på en rejse ind i sig selv.

Det er i hvert fald tanken med serien ’Shaolin’, som kan ses og streames via TV 2’s platforme fra den 22. januar. I løbet af 12 dage skal de kendte danskere nemlig dyrke og lære mere om den over 1.000 år gamle Shaolin-kultur, hvor filosofi blandes med kampsport.

Programmerne er optaget i Sydkorea, men de finder dog sted langt fra de neonoplyste gader og det høje tempo i hovedstaden Seoul, da de i stedet er henlagt til det såkaldte Dogapsa-tempel, der befinder sig i South Jeolla-provinsen i den sydvestlige del af landet.

Kendte navne på deltagerlisten
I serien vil de medvirkende løbende få afprøvet deres fysiske og mentale formåen af to mestre ud i Shaolin, der hedder Shifu Yan Lei og Shi Heng Yi. De får til opgave af hjælpe de danske kendisser med at blive den bedste version af sig selv, lyder det i en pressemeddelelse fra TV2.

Deltagerne i programserien er tv-vært Sarah Grünewald, skuespiller og rådgiver Anne Sofie Espersen, sangerinde Sharin Foo, skuespiller Esben Dalgaard, tv- og radiovært Adam Duvå Hall, forfatter og debattør Geeti Amiri, tidligere elitesvømmer Sarah Bro, skuespiller Albert Rosin Harson samt breakdancer Rico Coker.

De ni medvirkende vil blandt andet give sig i kast med hård træning, kung fu, meditation, ro og samtaler som led i forløbet, der skal munde ud i, at de hver især opfører deres egen taolu-rutine, som er en række bevægelser og positurer, der repræsenterer den enkeltes krop og sind.

Vil gerne inspirere
TV 2 håber, at programmerne vil fange seernes interesse på baggrund af, at tv-stationen oplever, der i øjeblikket er en bevægelse i gang blandt visse personer i den vestlige verden. Den handler om, at de i højere grad ønsker at benytte mindfulness, meditation og spiritualitet som værktøjer til personlig udvikling.

”’Shaolin’ er vores helt nye bud på, hvad reality også kan være. Forløbet er ikke tilrettelagt af et tv-hold, men derimod af højtrangerede Shaolin-masters i en autentisk ramme,” udtaler Henriette Ladegaard, der er redaktør på TV 2.

”Træningsforløbet er benhårdt, og vores medvirkende udfordres både fysisk og mentalt på en helt ny måde. Det er mit håb, at deres udvikling også rammer seerne, når de følger med, og at programmet kan inspirere os alle sammen til at tænke over, hvordan vi lever vores eget liv.”


Relaterede artikler:

Danmarks Radio klar med tre nye rejseprogrammer

Ny sæson af rejseprogrammer med operarejser

Grønland glæder sig over hovedrolle i Borgen