Det første brudepar der blev gift på museet. (Foto: The Vox Agency | The Punk Rock Museum | PR)

Punk Rock-museum etablerer bryllupskapel

Endnu et kulørt bryllupskapel er åbnet i Las Vegas, hvor man nu kan blive gift på The Punk Rock Museum. Brudeparrene kan se frem til at få et shotglas hver til minde om den store dag.

Punkkulturen og i hvert fald en del af dem, der har dyrket den, har i et vist omfang altid forsøgt at stå i opposition til de borgerlige dyder, som har været toneangivende i samfundet, og derfor er det formentligt de færreste, der ved første øjekast sætter lighedstegn mellem punkrock og ægteskab.

Det kan dog være, at den opfattelse skal ændres fremover, da muligheden for at indgå et giftermål er en af de oplevelser, som et nyåbnet museum, der er dedikeret til netop punkrocken og den dertilhørende kultur, vil profilere sig på.

Museet er placeret i Las Vegas, der har gjort det at blive gift til en stor forretning for byen. Det er sket med afsæt i den amerikanske stat Nevadas lovgivning på området, som er indrettet således, at det både er nemt og hurtigt at lade sig smede i Hymens lænker.

To shotglas og en hængelås
Som følge af de mange bryllupper, der hvert år afvikles i byen, er der i dag flere end 50 bryllupskapeller blot langs hovedgaden, der i folkemunde er kendt som The Las Vegas Strip. Her er det eksempelvis muligt at få en Elvis-efterligning til at forestå vielsen.

De kommende ægtefolk, der vælger at lade sig vie på The Punk Rock Museum, har muligheden for at vælge imellem to forskellige pakkeløsninger. Den ene hedder Partners in Crime, og her skal parret selv medbringe en præst eller anden person, der har den nødvendige bemyndigelse til at kunne gifte dem.

Denne pakke er tiltænkt folk, der ønsker at blive gift hurtigt, da den kun giver adgang til kapellet i et kvarter inden for museets normale åbningstid, ligesom der ikke kan medbringes gæster.

Til gengæld inkluderer den blandt andet to shotglas med museets logo samt en hængelås, som enten kan tages med hjem som et minde om dagen eller hænges på et hegn, der er beregnet til formålet, for at symbolisere, at man har besøgt museet.

Spil på kendt musikers guitar
Den anden pakkeløsning hedder Till Death Do Us Punk. Den henvender sig til de kærestepar, som vil gøre noget ekstra ud af brylluppet. Det er eksempelvis muligt at medbringe op til 25 gæster, ligesom man både får adgang til museet og den dertilhørende bar i en time uden for åbningstid.

I tillæg til shotglas og hængelås giver Till Death Do Us Punk-pakken også mulighed for, at ægteparret kan fejre den store dag sammen med deres gæster, da den blandt andet inkluderer en flaske champagne, at baren holder åbent efter ceremonien samt enten 25 cupcakes eller en bryllupskage.

Museet åbnede officielt den 1. april i år med et ønske om at give besøgende et indblik i punkkulturen, og hvordan denne har udviklet sig igennem fem årtier. Det har både egen bar samt et såkaldt jam room, hvor museumsgæsterne kan spille på instrumenter, der er doneret af punkmusikere som eksempelvis Pete Koller fra bandet Sick Of It All. Han har overdraget en guitar til The Punk Rock Museum.


Relaterede artikler:

Sagsanlæg mod Las Vegas-hoteller for aftalte priser

Bryllupsturisme stigende milliardforretning i Italien

Uber tester førerløse robottaxier i Las Vegas