Qantas overvejer retssag mod flymotorfabrik

Det australske flyselskab Qantas har skønsmæssigt indtil videre tabt over 300 mio. kr. på at dets seks Airbus 380’ere ikke har fløjet siden 4. november – først sidste weekend kom to af flyene atter i luften. Qantas modtager inden udgangen af denne måned endnu to eksemplarer af superjumboen.

 

Der var 466 passagerer og besætningsmedlemmer på den Qantas A380, der 4. november havde en mindre eksplosion i en af flyets fire Rolls-Royce motorer.

Nu siger det australske luftfartsvæsen, ATSB, at en konstruktionsfejl i en af de nye Trent-motorer var årsag til eksplosionen. Derfor overvejer Qantas erstatningssag mod Rolls-Royce. De fire A380’ere, der stadig er på jorden, forventes først klar efter nytår.

 

Problemet kan ifølge ATSB skyldes, at en komponent ved en fejl havde slidt et olierør i motoren så tyndt, at det gik i stykker og begyndte at lække, hvilket førte til eksplosionen. Ifølge ATSB er der tale om en produktionsfejl, som Rolls-Royce nu løser.

 

Qantas har allerede udskiftet fire motorer på sine seks A380’ere – og fortsætter grundige undersøgelser af yderligere 12 af de ca. 85 mio. kr. dyre motorer.

 

Skrevet af redaktionen