Rapport over ’alvorlig episode’ i CPH

Sagen handler om en ATR72 fra Cimber Sterling med 51 ombord, hvis ene motor brød i brand under starten, hvorefter flyet nødlandede efter fem minutter og to sekunders flyvning, skriver ekstrabladet.dk.

Besætningen havde forberedt evakuering af passagererne, men det var unødvendigt, da flyets egne brandslukningssystemer slukkede ilden. Havarikommissionen betegner hændelsen som ‘alvorlig’ i sin netop offentliggjorte foreløbige rapport.

 

Kritik fra nogle passagerer af kabinepersonalet kommenterer Havarikommissionen ikke, men Cimber Sterlings kommunikationschef Signe Thorup siger til ekstrabladet.dk, at ‘der er ikke en finger at sætte på proceduren. Stewardesserne gjorde, hvad de skulle’.

 

”Vi har modtaget uopfordrede rosebreve til besætningen. At der så også er nogle, der har oplevet situationen anderledes, er der ikke noget mærkeligt eller forkert i – det er ekstremt subjektivt hvorledes man oplever og sanser i den slags situationer. Og vi tager alle passagerers oplevelser lige seriøst”, siger hun.

Flyet var på vej Aalborg da en alarm om lavt olietryk i den ene motor lød fulgt af en ny alarm om høj temperatur i motoren. I 250 meters højde lød alarmen om brand i motoren. Piloten kaldte ‘Mayday’, og lufthavnens redningstjeneste blev kaldt ud.

 

Brandslukningssystemerne blev udløst, og kaptajnen orienterede passagererne om problemet.  Flyet blev landet på den ene motor og motorbranden var slukket. Passagererne kunne stige ud gennem den normale dør.

 

Havarikommissionen mener. at branden opstod, da et rotorblad forrest i turbinen knækkede med voldsomme rystelser og knækkede olieslanger som følge.

Skrevet af Flemming Juul