Nu har Viva Cruises kastet los og taget det nyeste skib i brug. Det europæiske flodkrydstogtrederi vil gerne have flere danske og nordiske kunder ombord i fremtiden.
I september sidste år erklærede Viva Cruises, at en af rederiets ambitioner er, at man vil tiltrække flere rejsende fra Norden. I begyndelsen af året hentede selskabet en ny nordisk salgschef til formålet, og nu har man fået endnu et værktøj i kampen om kunderne.
Rederiet, der er ejet af den schweiziske koncern Scylla AG, har nemlig netop indviet og taget det nyeste flodkrydstogtskib i brug. Det bærer navnet Viva Enjoy og bringer den samlede flåde hos Viva Cruises op på ni skibe.
Viva Enjoy er det tredje skib, som rederiet har fået bygget fra ny, og det er søsterskib til Viva Two, der har sejlet flodkrydstogter for rederiet siden april 2023. De er begge en kende større end Viva One, der – som navnet peger på – var det første nye krydstogtskib, rederiet fik leveret.
Seks af skibene sejler året rundt
Det nyeste skib i flåden har tre dæk, der er indrettet med 95 kahytter, og det har plads til 190 gæster og 52 besætningsmedlemmer. Derudover har Viva Enjoy blandt andet træningscenter, swimmingpool, tre restauranter samt mulighed for at dyrke yoga.
Det er meningen, at skibet i første omgang skal sejle ugelange krydstogter på Rhinen og Donau samt fra Amsterdam til Budapest på det, der af rederiet betegnes som dets store europarejse. Udover Frankfurt og Amsterdam vil skibet også være at finde i havnene i Basel og Wien.
Andrea Kruse, der er administrerende direktør for Viva Cruises, er godt tilfreds med, at rederiet – der blev søsat i 2018 – med ibrugtagningen råder over endnu et flodkrydstogtskib.
”Vi har nu seks skibe i helårsdrift, og for 2026 er yderligere vækst planlagt. Vi fortsætter den nuværende vækstkurs, og vores vision om moderne flodkrydstogter appellerer til mere end bare tysktalende gæster.”
Kalder titel som et højdepunkt
Det er Jeannine Williamson, der er valgt som gudmor for Viva Enjoy. Hun er en rejsejournalist fra Storbritannien, der tilsyneladende er kendt som ’River Cruise Queen’ (dronningen af flodkrydstogter, red.), lyder det.
Viva Cruises oplyser, at hun tidligere blandt andet har rejst en del af Mississippi rundt i en kano lavet af træ samt sejlet med isbryder i Arktis. Williamson lægger ikke fingre imellem, når hun skal beskrive, hvad titlen som gudmor betyder for hende.
“Jeg har været heldig nok til at vinde flere priser for mine tekster gennem årene, men forespørgslen om at blive gudmor for Viva Enjoy er det absolutte højdepunkt i min karriere.”
Relaterede artikler:
Flodkrydstogtrederi ansætter nordisk salgschef