Mens der normalt er mange bidrag fra rejsebranchen til Danmarks Indsamlingen, var der i lørdags færre fra den økonomisk hårdt trængte branche. Men nogle blev det til, flest fra hotellerne.
120.409.254 kroner blev resultatet for ”Danmarks Indsamling 2021,” organiseret af DR, Danmarks Radio, og 12 af landets største humanitære organisationer. Pengene i årets indsamling blev samlet ind til børn i verdens fattigste lande.
Mens rejsebranchen i normale tider er blandt de store bidragsydere, kom der ved lørdagens indsamling færre bidrag end normalt fra den økonomisk hårdt trængte branche.
Indsamlingens totalt største beløb kom fra Novo Nordisk Fonden med seks millioner kroner.
Det største fra rejsebranchen blev leveret af Viborg Golfhotel og biskop Henrik Stubkjær med 100.000 kroner.
Af listen, der medtager bidrag til og med 10.000 kroner, fremgår det også, at Bornholmtours donerede 15.000 kroner, Unitas Rejser 12.345 kroner, mens både Alienor Hotels og Hotel Nora Copenhagen donerede 12.000 kroner.
De øvrige bidrag fra rejsebranchen var alle på 10.000 kroner og kom fra Hotel Sleep2night, Absalon Hotel, Absalon Hotel Group Copenhagen samt Trinity Hotel & Konference Center.
Alle bidragene til indsamlingen kan ses via dette link.
Indsamlede 82 millioner sidste år
Tinghallen i Viborg dannede lørdag aften rammen om Danmarks Indsamlingens store årlige show på DR1.
Årets beløb på 120,4 millioner kroner var en stigning på næsten 50 procent i forhold til de 82 millioner kroner, indsamlingen gav sidste år. Pengene i 2020 gik til børn på flugt.
Det var i år 15. gang med Danmarks Indsamlingen. Sammen med danskerne har DR og 12 af landets største humanitære organisationer samlet penge ind til børn i verdens fattigste lande, der lider under konsekvenserne af corona. Pengene går til projekter i 13 lande på tre kontinenter, oplyser DR i en pressemeddelelse.
Formanden for ‘Danmarks Indsamling’ og kommunikationsrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, Mulle Juul Korsholm, siger i pressemeddelelsen:
”COVID-19 er den største globale krise for børn siden Anden Verdenskrig, så vi er dybt taknemmelige for det flotte beløb, der er blevet samlet ind. Vi kunne ikke have ønsket os mere, på vegne af de børn, vi nu skal ud at hjælpe.
Pengene fra indsamlingen bliver sat på arbejde gennem konkrete projekter i 13 af de fattigste lande i verden. Projekterne skal sørge for, at børnene får adgang til rent vand, at de kan komme i skole og få lægehjælp, og at der er voksne, der kan beskytte dem og give den omsorg, de mangler,” siger Mulle Juul Korsholm.
Relaterede artikler:
Rejsebranchen med til at sætte indsamlingsrekord