FDM Travel er klar med nyt ferieprodukt til bilisterne.

Rejsebureau køreklar med nyt feriekoncept

Stort dansk rejsebureau med 130.000 forventede gæster i år lancerer nyt produkt: kør selv med andre.

FDM Travel er klar med et nyt kør selv-koncept, der kombinerer den klassiske kør selv-ferie med det planlagte til også at omfatte fællesskabet fra rundrejser i grupper.

Salgs- og indkøbschef Jesper Ewald fra FDM Travel siger: “Vi har skabt en ny ferieform, hvor vi har fundet spændende rundrejser, man kan opleve i egen bil. Samtidig har vi sørget for en eller flere faste baser undervejs, hvor man nyder fællesskabet med de andre gæster.”

De nye kør selv-ture fra FDM Travel har et eller flere faste hoteller, hvorfra udflugter og aktiviteter udgår. ”Det kræver ofte en del planlægning at finde den rigtige rute og overnatninger undervejs på kør selv-ferien. Det er her, at vi med vores erfaring kan hjælpe med inspiration til spændende og sommetider utraditionelle seværdigheder på ruten og alt det praktiske i forhold til overnatningerne,” siger Jesper Ewald.

Beholder storbyferier
”Vores nye produkt har ikke noget med at gøre, at vi dropper storbyferier, for dem har vi stadig. Men med det nye produkt vil vi satse på rejser, hvor vi som rejsebureau kan tilføje yderligere værdi. Det nye produkt kombinerer det bedste fra to områder, kundens egne oplevelser kombineret med det sociale. Det giver fuld fleksibilitet og er noget man for eksempel kender fra rejser med sportsklubber: det er sjovt at være sammen, men ikke hele tiden,” siger Jesper Ewald til standby.dk og tilføjer:

”Vi testede sidste efterår vores nye produkt med rejser til for eksempel Alsace, resultaterne gav os blod på tanden til at gå videre. I første omgang tilbyder vi rejser via det nye koncept til for eksempel Norditalien, Tyskland, Frankrig og Østrig.”

Jesper Ewald har endnu ikke noget bud på, hvor mange rejser FDM Travel kan sælge via det nye koncept. Men samlet forventer det store rejsebureau i år omkring 130.000 gæster, heraf skal de 30.000 til USA, der er FDM Travels største destination udenfor Europa. ”Vi har ikke mærket nogen nedgang i antal solgte rejser til USA,” siger Jesper Ewald og tilføjer, at rejsebureauet med succes har øget sit fokus på rejser, herunder kør-selv ferier, til Australien, New Zealand og Sydafrika.

Relaterede artikler:

App advarer bilister mod dyre miljøzoner

Derfor går det galt med bilen på ferien

Udstillerrekord på Ferie for Alle