Der er meget store forskelle på at få et forbrugslån på 20.000 kroner med en løbetid på 12 måneder til for eksempel en rejse, det afhænger blandt andet af, om det er en fysisk bank eller en onlinebank, siger undersøgelse. Arkivfoto.

Rejsebureauer kan have billigere lån til rejsekøb

Rejsebureauerne er ofte billigere end banker med lån til sommerferien, siger ny undersøgelse. Fra DRF lyder det: ”man skal se sig godt for inden man låner penge til at købe rejser.”

”Det er Danmarks Rejsebureau Forenings holdning, at man skal se sig godt for inden man låner penge til at købe rejser, hvilket undersøgelsen jo i den grad også bekræfter,” siger administrerende direktør i DRF, Lars Thykier, til STANDBY.dk

Undersøgelsen, som Lars Thykier refererer til, er foretaget af sammenligningstjenesten Mikonomi.dk – der er i undersøgelsen taget udgangspunkt i et forbrugslån på 20.000 kroner med en løbetid på 12 måneder. I alle tilfælde er der valgt den billigste løsning.

Fra Mikonomi.dk hedder det blandt andet: ”Skal der lånes penge til sommerferien, bør man ikke gå i sin lokale bank, men søge mod rejsebureauerne. Der er nemlig mange penge at spare ved at finansiere rejsen gennem rejsebureauet.”

Den nye undersøgelse fra Mikonomi.dk konkluderer, at rejsebureauerne er billigere end diverse banker, når det kommer til lån til sommerferien. Den tendens undrer ikke Camilla Kruuse, kommunikationsansvarlig for Mikonomi.dk:

”Det er ikke overraskende, at rejsebureauerne tilbyder billigere lån end de danske banker. Mange af de større banker er ikke altid interesserede i at få de kunder, der optager mindre forbrugslån, derfor forsøger de at opretholde en høj pris på de lån,” siger hun i en pressemeddelelse.

Mange penge at spare
Mikonomi.dk peger blandt andet på rejsebureauet Easy Tours, der samarbejder med Ekspres Bank. Ifølge Camilla Kruuse kan dette samarbejde være ganske gratis for kunden. ”Her skal man hverken betale renter eller gebyrer, og lånet har derved en ÅOP (Årlige Omkostninger i Procent, red) på 0 procent,” siger Camilla Kruuse og tilføjer:
”Vælger man derimod Lån & Spar Bank, vil det samme lån på 20.000 kroner koste næsten 3.300 kroner blot i kreditomkostninger.”

Mikonomi.dk har i sin undersøgelse også kigget på udgifter til lån til rejser fra charterrejsebureauer som Bravo Tours, Primo Tours og Spies. Når et rejsebureau kan tilbyde nul procent i omkostninger til finansiering af et lån vil årsagen typisk være, at rejsebureauet selv betaler lånets omkostninger og så tjener pengene på rejsens pris.

Ønsker rejsekunden at låne hos en bank, bør der vælges en fysisk bank i stedet for en online bank, siger undersøgelsen fra Mikonomi.dk der viser, at der her er op til 10.000 kroner at spare i renter og gebyrer ved at vælge den fysiske bank.

Som eksempel nævner Mikonomi.dk, at optages lånet på de 20.000 kroner hos Jyske Bank, vil det koste 1.800 kroner i kreditomkostninger. Samme lån vil hos online selskabet Zaplo koste 11.847 kroner.

Vil ind på markedet
Basisbank er en af de online banker, der kigger på at være med til at finansiere lån til rejser i samarbejde med rejsebureauer. Fra Basisbank siger salgs- og markedsdirektør Morten Johansen til STANDBY.dk:

”Vi har foreløbig samarbejdsaftale med ét rejsebureau om at det kan tilbyde interesserede kunder finansiering af rejsen. Vi vil gerne være hos 10-15 væsentlige rejsebureauer; dette marked er endnu nyt for os og vi har flere aftaler på vej med rejsebureauer.”

Morten Johansen siger, at Basisbank vil tilbyde rentesatser ”i den lavere ende. Vi vil lave aftaler med rejsebureauer om hvilket finansieringsprodukt, de ønsker at tilbyde. Det er vores opfattelse, at rejsebranchen gerne vil tilbyde sine kunder attraktive lån, hvor de ikke udsætter kunden for noget der kan minde om bondefangeri med tricklån.”

Relaterede artikler:

Større rejselyst øger travlhed i rejsebureauer

Økonomien i orden i de danske rejsebureauer

Tvivl om dækning ved ‘sammensatte rejser’