I stedet for at rejsebureauerne skulle betale statsstøtte tilbage her og nu, har Folketinget ændret reglerne, så tilbagebetalingen sker over seks år. Arkivfoto.

Rejsebureauer kan udskyde tilbagebetaling i seks år

Flertal i Folketingets omlægger tidligere inddrevne beløb fra underleverandører til pakkerejsebranchen til lån. Dermed kan branchen beholde beløbene og tilbagebetale de næste seks år.

Efter hård kritik fra rejsebureaubranchen, har regeringen og bredt flertal af partierne i Folketinget nu ændret det meget omdiskuterede krav om, at staten med henvisning til EU-regler krævede hurtig tilbagebetaling af statsstøtte til en lang række danske rejsearrangører. Nu skal pengene tilbagebetales over seks år, oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Sagen begyndte for alvor i offentligheden, da Danmarks Rejsebureau Forening i starten af marts udsendte pressemeddelelse om sagen. Her skrev DRF blandt andet:

”Erhvervsministeren ønsker en del af den støtte, der sidste år blev givet til rejsebureauer, straks tilbagebetales – trods at ministeren og Rejsegarantifonden lovede det stik modsatte.”

Striden drejer sig om skønsmæssigt halvdelen af de 450 millioner kroner fra første periode med hjælpepakker til rejsebureaubranchen i den såkaldte Periode 1, der dækkede 13. marts til 13. april sidste år.

Fik penge fra underleverandører og samtidig kompensation fra staten
I pressemeddelelse tirsdag eftermiddag skriver Erhvervsministeriet: ”Flere rejseudbydere står i en situation, hvor de har modtaget større tilbagebetalinger fra underleverandører end forventet, eksempelvis fra hoteller. Det er penge, der skal tilbagebetales til staten, da selskaberne ellers vil få kompensation for udgifter, som de ikke har haft.

Situationen er opstået, fordi rejseudbyderne i foråret 2020 har inddrevet penge fra underleverandører, eksempelvis på grund af aflyste hoteller, og samtidigt modtaget kompensation fra staten for samme beløb.”

På den baggrund har regeringen og et flertal af Folketingets partier set på den tilskudsordning, som staten har stillet til rådighed for rejsebranchen. Sammen er det aftalt, at rejseudbyderne kan tilbagebetale overkompensationen over en seksårig periode på lige vilkår med den statsgaranti, der er stillet til rådighed i Rejsegarantifonden, hedder det.

Vil hjælpe rejsebranchen med sommerpakken
Aftalen betyder, hedder det fra Erhvervsministeriet, at de beløb, rejseudbyderne har inddrevet fra underleverandørerne og samtidigt modtaget kompensation fra staten for i perioden 26. januar til og med 13. april 2020, skal tilbagebetales på lige vilkår med det lån, som rejseudbyderne har haft mulighed for at optage fra 14. april 2020 og frem.

Dermed kan rejseudbyderne beholde pengene som et lån. Lånet skal betales tilbage inden for seks år og afdragsprofilen er fastsat af Rejsegarantifondens bestyrelse.

Det er også aftalt, at man vil se på yderligere tiltag for at hjælpe rejsebranchen i forbindelse med de kommende forhandlinger om sommerpakken.

Erhvervsminister Simon Kollerup siger i pressemeddelelsen: ”Selvom vi er godt i gang med en genåbning af samfundet, så er det desværre endnu ikke helt lige til at pakke kufferten og rejse ud i verden. Derfor har vi aftalt, at rejsebranchen kan få adgang til et særligt lån. Dermed kan de rejseudbydere, som har modtaget kompensation for tab, som de ikke har haft, nu beholde pengene som et lån og vente med at betale tilbage til, der er mere balance i økonomien.

Desuden skal vi i forbindelse med forhandlingerne om sommerpakken se på, hvad vi yderligere kan gøre for rejsebranchen, så vi sørger for, at vi også på den anden side af krisen står med en stærk branche, som både kan understøtte vores turisme i Danmark og sende rejselystne danskere ud i verden,” siger ministeren.

Meget bedre vilkår
I en kommentar kort efter nyheden kom fra Erhvervsministeriet, siger Jan Vendelbo, administrerende direktør for Spies og formand for RID, Rejsearrangører i Danmark – charterselskabernes brancheforening, til STANDBY.DK:

”Dette er helt nyt og jeg har endnu ikke haft lejlighed til at sætte mig ind i aftalen. Men umiddelbart lyder det væsentlig bedre, at rejsebureauerne kan afdrage over seks år fremfor at skulle betale hele beløbet tilbage her og nu. Problemet for mange rejsebureauer er jo, at likviditeten er yderst begrænset efter et års tid med nærmest intet salg.”

Relaterede artikler:

DRF: Den løsning kan Folketinget ikke være bekendt

DRF: Kovending fra minister kan lukke rejsebureauer

Erhvervsminister afviser kritik fra rejsebureauer

Garantifondsdirektør: “Jeg var også blevet utilfreds”