Rejsende kan kræve præcis information

Det har Scandinavian Cruise Center måttet sande efter en dom ved retten i Helsingør har dømt selskabet til at refundere et par fra Helsingør hele rejsens pris for et caribisk krydstogt med Royal Caribbean, skriver Frederiksborg Amts Avis ifølge jp.dk.

 

Helsingør-parret kørte til havnen i New York City for at stige ombord, men det var den forkerte havn! Skibet sejlede fra New Jersey og der nåede parret ikke ud før skibet var sejlet.

 

Parret klagede til Pakkerejseankenævnet, som fandt, at parret skulle have de betalte 31.758 kroner refunderet, men det ville SCC ikke anerkende og sagen blev derfor behandlet ved retten i Helsingør. Også her fandt man, at vejledningen til kunderne havde været for sparsom og vildledende, idet der i materialet var omtalt ’New York City’, mens havneangivelsen blot blev anført som ’N.J.’ for New Jersey.

Skrevet af Flemming Juul