Kollage fra Horesta med fotos af talerne på foreningens årsdag.

Rekord mange til Horestas årsdag

Der er foreløbig over 600 tilmeldte beslutningstagere, direktører og topchefer fra hotel-, restaurant- og turisterhvervet til Horestas årsdag 22. november i København, hvor statsministeren er blandt talerne.

For 6. gang holder en af dansk rejsebranches vigtigste foreninger årsdag – i år samler brancheorganisationen Horesta tropperne i Comwell Congress Center Copenhagen ved Bella Center.

Og mens Horestas årsdag sidste år havde 400 tilmeldte, har tallet i år allerede passeret 600 – dermed bliver det foreningens hidtil største sammenkomst af sin art. Horestas Årsdag 2017 blev afviklet på Radisson Blu Scandinavia Hotel i Aarhus med over 400 tilmeldte direktører og beslutningstagere.

”Vores årsdag er vokset år for år – og det skyldes primært to ting. Dels har vi et rigtig godt program med vigtige talere om vigtigere emner, dels er der det sociale, hvor mange travle aktører i branchen tager denne ene dag, hvor de også i pauserne kan mingle og tale med kolleger, de ikke møder til dagligt,” siger Horestas administrerende direktør, Katia K. Østergaard, til STANDBY.dk og fortsætter:

”Vi har igen et stærkt program af talere med blandt andet statsministeren, men også med topchefer der fortæller om en række væsentlige områder. Dermed får deltagerne til årsdagen helt sikkert noget med hjem, hvad enten de kommer fra en stor kæde eller en mindre virksomhed.”

”Ever Changing Tomorrow”
Temaet for årsdagen er ”Ever Changing Tomorrow,” hvor der blandt andet er fokus på digitalisering.

Selve årsdagen åbnes – som for to år siden – af statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Talerne gennem dagen vil blandt andet beskæftige sig med hvordan digitalisering påvirker forbrugeradfærd og hvordan virksomheder ruster sig til udviklingen i gæsternes ønsker og behov.

Dagens program har også indlæg fra Jochem-Jan Sleiffer, europæisk direktør fra hotelkæden Hilton, ligesom der er repræsentanter fra Bolia, Innovation Lab og Amazon med deres syn på, hvordan teknologi kan forbedre kunderejsen, og hvilke produkter der kan være med til at udvikle gæsteoplevelsen til noget helt nyt og langt mere personaliseret, oplyser Horesta.

Også erhvervsministeren kigger forbi
Erhvervsminister Rasmus Jarlov er også på programmet, og han vil blive sat stævne af HORESTAs direktør Katia K. Østergaard og bedt om svar på, hvordan regeringen ønsker at løse nogle af de store udfordringer i erhvervet; blandt andet regeringens holdning til bookingmaskiner, de såkaldte OTA’er.

Dagens officielle program slutter med den 7. uddeling af MARIA-pris. MARIA står i denne forbindelse for Marketing Award for Raising International Awareness, og sidste år modtog VisitAarhus’ direktør, Peer H. Kristensen, anerkendelsen.

Tidligere er MARIA-prisen givet til to personer fra restauranter (Rene Redzepi, Noma, og Rasmus Kofoed, Geranium) samt direktør for et kongrescenter (Arne Bang Mikkelsen, Bella Center) og ejer af hotelkæde (Henning Arp-Hansen). Desuden har Susanne Bier vundet prisen for sit bidrag til markedsføringen af Danmark. Med MARIA-statuetten følger en check på 50.000 kroner.

Dagen sluttes med en branchefest med mad, vin og dansemusik.

2.000 medlemmer
HORESTA repræsenterer næsten 2.000 medlemmer med en samlet årlig lønsum på 8,2 milliarder kroner.

Medlemmerne er fra hele branchen af hoteller, restauranter og turismevirksomheder – ligeledes huser HORESTA sekretariater for en række foreninger, for eksempel Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark.

Relaterede artikler:

Hæderspris til turistchef

Horesta-formand til tops i europæisk hotelorganisation

Horesta frygter for dansk turisme