Så gik uge 21

Bethlehem.

WEEKENDMAGASINET: Flere fly til Phuket – De må ikke bo i Bethlehem – Lange bilkøer i Los Angeles -Jyder vil helst have det hele gratis.

Af Ejvind Olesen

SOV IKKE I BETHLEHEM: Israel er et af verdens mest spændende og smukke ferielande. Hvis man så oven i købet har Bibelen som rejseguide, kan det snart ikke blive bedre. Men Israel har også problemer af politisk og religiøs karakter med sine naboer i de arabiske lande. Og nogle af dem skaber de selv. Således med den bestemmelse, der er på vej om, at turistgrupper fra visse lande ikke må bo i Bethlehem. Det skriver Berlingske. De nye retningslinjer dikterer, at israelske rejsebureauer skal forpligte sig til, at grupperne fra en række lande skal skrive under på, at de ikke vil overnatte i Bethlehem, hvor der er kommet en række nye hoteller. Israelske myndigheder sigter mod turister fra lande, hvorfra turister skal have visum for at komme ind i Israel. Det gælder for eksempel Indien, Sri Lanka, Indonesien og Kina – men ikke USA og Europa. Til gengæld fighter turistorganisationerne for, at loven aldrig skal blive til virkelighed.

MERE KONKURRENCE: Hold øje med Turkish Airlines så snart forholdene igen er normaliseret i Istanbul. Det tyrkiske selskab har meldt sig på lavprismarkedet for langruter for længe siden, og nu bliver der endnu mere konkurrence til Thailand. 17. juli kommer første fly i luften fra Istanbul til Phuket, og Turkish Airlines vil indtil videre flyve fire gange om ugen og til vinter dagligt. I forvejen flyver selskabet 14 gange ugentligt til Bangkok. Hvis prispolitikken bliver den samme, som til mange af de øvrige 116 lande, tyrkerne flyver til, kan de skandinaviske selskaber, Thai og charterselskaberne, få nok at se til.

KØEN ER LÆNGST I LA: Los Angeles virker som en stor pandekage, der er presset ud over et meget stort terræn med enormt lange gader. Det koster mange miles og timevis af kø, både for turister og for de lokale. Det er byen med de længste trafikkøer i verden i følge INRIX, som er specialister i den slags. Næstværst er Moskva med New York og San Francisco på tredje- og fjerdepladsen. London er nr. syv på listen og Paris nr. ni. Miami slutter på tiendepladsen, men halvdelen er altså amerikanske byer.

CITATET: ”Når jeg er i udlandet, er maden altid det, som jeg glæder mig mest til i mødet med en anden kultur. Som jyde vil jeg jo helst have tingene nærmest gratis og af høj kvalitet”. (Jens Grund, chefredaktør BT).

SMILET: ”Tjener denne hummer har kun en klo”. Tjeneren: ”Måske har den været i kamp!” – ”Vil De så ikke bringe mig vinderen?”