Tilbageblik på ugen

Boxen by night.

UGE 22: Fremtidens flyrejse på Bornholm – Dårlig græsk idé – Natten er vor egen i Herning – Vi så kvabsoen i øjnene – Smilet.

Af Ejvind Olesen

EN RIGTIG DÅRLIG IDE: Kan man ikke finde på andet, kan man altid lægge en afgift (skat) på hotelovernatninger og flyrejser. Det værste er dog som nævnt i sidste uge en afgift for at besøge visse områder i en populær turistby, som adgang til Markuspladsen i Venedig. I går kunne vi så på takeoff.dk fortælle, at Grækenland fra januar vil opkræve fra ca. fire kr. op til 20 kr. pr. nat, alt efter antallet af stjerner. En flov sag for Grækenland, hvor turister igen og igen har været med til at redde den skrantende økonomi. Vær dog glad for den opbakning Grækenland altid har fået i trængte situationer fra turisterne. Spark dem ikke videre til andre lande uden afgifter. Spørg hvordan det er gået i Norge og i England? Spørg også, hvorfor hoteller i de lande med afgifter efter hotelstjerner kryber nedad i stjerne-skalaen? Gæt tre gange på svaret.

FREMTIDENS FLYREJSE: Al respekt for idéen med Folkemødet på Bornholm. Men noget center for luftfart er det just ikke. Hvis vi ikke havde haft Danish Air Transport havde vi måske slet ikke haft rutetrafik til Rønne ad luftvejen. Alligevel har SAS valgt at afvikle et stort møde om Fremtidens Flyrejser i Allinge fredag 16. juni med deltagelse af bl.a. koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Københavns Lufthavn Thomas Woldbye og Jacob Pedersen, Sydbank. Så kan de to førstnævnte kæmpe lidt om priserne i Københavns Lufthavn efter et stykke med Sol over Gudhjem. Enige bliver de næppe.

ISBAR: Som skrevet her på websiden i sidste uge venter der nogle store idræts- og turistbesøg næste år i maj, når verdensmesterskaberne i ishockey løber af stablen i Herning og København. De danske arrangører skal sælge mindst 300.000 billetter, og det bliver største idrætsarrangement i Danmark til dato. – Danmark spiller i Herning de første syv kampe over ti dage, og Sverige i København. – I Herning er man allerede blevet kontaktet af flere rejsebureauer blandt andet fra Letland og Finland, begge lande har ishockey som nationalsport. – ”Vi regner med at søge om åbent hele natten i de 14 dage,” siger indehaveren af to populære barer Jan Taulberg til Herning Folkeblad. Han kan ikke forestille sig, at kommunen vil sige nej ved en sådan begivenhed.

SPISETID I AFTENLYS: ”Nu får I besøg af aftenens æresgæst, lød det fra vores tjener. Vi kiggede kvabsoen i øjnene, mens tjeneren fiskede den friske rogn ud af den åbne bug og gav os en stor skefuld hver. Den var perfekt ildrød i farven og nærmest fluorescerende som den lå der og svulmede på den matte keramiktallerken i det bløde aftenlys, der stod ind ad vinduerne.”  (Madanmeldelse fra Fru Larsen, af Morten Bundgaard i JP Kultur).

SMILET: Gæsten på hotellet i Skagen: – Hr. inspektør. Har den tjener, der modtog min bestilling, efterladt sig familie?

SMILET: Så var der indianeren, som ikke ville fælde et træ, fordi han tilhørte stammen.

SMILET: En hustru skal dele en mands glæder og sorger. Sine egne får hun lov til at beholde udelt (K.K. Steincke)