Sandsynlige købere af datterselskaber i SAS

I den nære fremtid gælder det frasalg af handlingsselskab og norske Widerøe. Det sidste er lettere end det første, men sammenlagt med andre mindre frasalg skal det indbringe 2,6 mia. kr.

De ca. 5.000 ansatte i SGS vil helst blive i SAS, men der er allerede underskrevet en forhåndsaftale med en køber. Hvem er blot ikke oplyst. Man skal også blive enige om de sidste betingelser. SAS må givet skrive kontrakt med det ny selskab i en årrække. Det er et stort spørgsmål, hvor meget SAS kan få ved salg. Der er ikke de store indtjeninger i handlingsselskaber for tiden. Konkurrencen er meget hård.

Hvad Widerøe angår er det et godt regionalt flyselskab i Norge. Givetvis med et pænt plus på bundlinjen.  Et selskab som betyder vældig meget i Norge med de mange lokale ruter til og fra små lufthavne – ikke mindst i Nordnorge.

Ifølge norske TV2 er Per G. Braathen, som i dag driver blandt andet Sverigeflyg og Malmö Aviation, interesseret i at købe flyselskabet Widerøe.

”I visse henseender er Widerøe meget lig det, vi har i Sverige, både hvad gælder antallet af fly og i forhold til den virksomhed vi udfører. Det er klart, at vi, som en tvilling i Sverige, er interesserede i dette”, siger Per G. Braathen til norske TV2 ifølge travelreport.se.

Senest forlyder det at Flybe Nordic skulle være interesseret. Et selskab ejet af britiske Flybe og Finnair. Det virker ikke sandsynligt med tanke på, at SAS gerne vil beholde passagererne, når de skal videre ud i verden. Personalet anført af piloterne har også leget med tanke om køb, og de kunne måske godt være interesseret i at skrive kontrakt om et fortsat samarbejde med SAS. Spørgsmålet er, om de kan matche den forventede pris.

Ovenpå forhandlingerne med fagforeningerne følger nu frasalgsproceduren.