Sandy kostede kassen for flyselskaberne

Selvom amerikanske flyselskaber slet ikke har samme forpligtelser over for passagererne som de europæiske, blev orkanen Sandy alligevel et dyrt bekendtskab.

Da Sandy ramte den amerikanske østkyst, gav det alvorlige problemer for flyselskaberne. I alt regner man med, at 20.000 afgange må aflyses. Nu er også de økonomiske smerter ved at blive gjort op.

US Airways har opgjort et tab på 15 mio. dollars på bundlinjen og en omsætningsnedgang på 30 mio. dollars, samt en fald i bookinger til kommende flyvninger på 13 procent. Selskabets hub i Philadelphia var særligt hårdt ramt.

United har ikke endelig gjort op, men egner med at Sandy har kostet 35 mio. dollars, mens Delta håber at slippe med et tab på 20 mio.