SAS arbejder med nyt vinterprogram

Vinterprogrammet hos flyselskaberne skal være klar til den store IATA-slotkonference næste uge i Barcelona, hvor flyselskaber og lufthavne koordinerer ankomst og afgangstidspunkter (de såkaldte slot-tider), skriver CPHTraveller.dk

 

SAS åbner i forbindelse med vinterprogrammet tre nye ruter fra København. Lodz i Polen, som SAS vil flyve til seks gange om ugen, spanske Alicante får en ugentlig flyvning på lørdage, mens Kiruna i Nordsverige får to ugentlige fly fra København.

 

Udover Lodz som ny destination i Polen, fordobles antallet af flyvninger til polske Wroclaw til to daglige flyvninger fra København. SAS har den kommende vintersæson 76 ugentlige returflyvninger mellem København og Polen.

 

Med den nye helårsrute til Alicante, vil SAS den kommende vinter flyve til fem spanske destinationer fra København. Udover Alicante også Barcelona, Madrid, Malaga og Mallorca. Ruten til Barcelona får dog en pause fra 2. december til 19. marts, hvor ruten genoptages.

 

På det tyske marked indsættes yderligere kapacitet til Hannover med en fjerde daglig flyvning tirsdag, torsdag og fredag. Disse nye frekvenser opereres med CRJ200 med plads til 50 passagerer fra Cimber A/S.

 

25 marts i år fik SAS en tredje daglig afgang mellem København og Geneve. Denne afgang med natstop i Geneve forsætter i vinterprogrammet, men med reduceret frekvens – således at den kun flyves to gange ugentligt, tirsdag og søndag.

 

Air Canada er klar med det kommende vinterprogram for Toronto-København. Her udvides. så der fra midten af december er fem eller fire ugentlige flyvninger. Forrige vinter havde Air Canada tre ugentlige flyvninger til København.

 

Konkret vil Air Canada fra 28. oktober til 15. december flyve tre gange ugentlig til København. Herefter flyves der i perioden omkring jul og nytår fem gange ugentlige, mens ruten fra 7. januar vil blive fløjet fire gange ugentlig frem til slutningen af marts.

 

Air Canada opererer alle flyvninger til København med Boeing 767-300 med plads til 211 passagerer, fordelt på 24 i Executive First Class og 187 på Economy Class.

Skrevet af redaktionen