SAS fortsat mest præcis blandt Europas store flyselskaber

Selve Cimber Sterling fløj kun to dage i maj, så gik selskabet konkurs. Alligevel topper selskabet punktlighedslisten fra Flightstats.com med en rettidighed på 96,7 pct. – for 1.084 gennemførte flyvninger. Så mange flyvninger havde selve Cimber Sterling ikke på de to dage i maj, tallet skyldes de fire CRJ-jets, der flyver for SAS.
 
I maj var SAS, KLM og Easyjet mest rettidig blandt Europas største ruteflyselskaber med over 10.000 afgange, viser de nye tal fra Flightstats.com
 
Amerikanske Flightstats indsamler hver dag punktlighed på ca. 150.000 flyvninger med ruteflyselskaber verden over. Flightstats konstaterer præcisionstal – om årsagen er udenfor flyselskaberne eller lufthavnenes kontrol, fremgår ikke.
 
Præcisionstallet afhænger af, hvornår flyet er ved gaten i ankomstlufthavnen. Er det ikke fremme senest 15 minutter efter tidstabellen, tæller det som en forsinkelse. Flyselskaber bruger selv de 15 minutter som indikation på en forsinkelse.
 
Forsinkelserne ”gradbøjes” efter længden – efter ”on time” kommer tre forsinkelseskategorier: ”late” (15-29 minutter efter tidstabellen), ”very late” (30-44 min.) og ”excessive” for forsinkelser over 45 minutter.
 
Flightstats’ rangliste for Europas ti største selskaber med over 10.000 flyvninger sidste måned, viser denne top 10 – listen omfatter 60 europæiske ruteflyselskaber:
 
1) SAS havde i maj 22.404 flyvninger og en gennemsnitlig punktlighed på 92,38 pct.
2) KLM: 10.519 – 89,87 pct.
3) Easyjet: 18.872 – 88,90 pct.
4) Ryanair: 30.181 – 88,79 pct.
5) Alitalia: 14.055 – 88,26 pct.
 
6) Aeroflot: 12.132 – 86,21 pct.
7) Air France: 30.246 – 84,27 pct.
8) Air Berlin: 20.336 – 84,12 pct.
9) Lufthansa: 36.559 – 82,82 pct.
10) Lufthansa Cityline: 11.303 – 82,78 pct.
 
Også Swiss, British Airways og Turkish Airlines havde sidste måned over 10.000 flyvninger blandt europæiske ruteflyselskaber.
Swiss gennemførte 11.573 flyvninger med en rettidighed på 82,75 pct.; British Airways 22.345 flyvninger og en præcision på 77,69 pct., mens Turkish Airlines havde 21.058 flyvninger og en rettidighed på 55,27 pct.
 
Andre store flyselskaber som f.eks. Norwegian havde under 10.000 flyvninger sidste måned. Norwegian, næststørste flyselskab i Danmark, havde f.eks. sidste måned i alt 9.623 flyvninger og en præcision på 93,92 pct. Det rakte til en flot 5. plads blandt alle 60 ruteflyselskaber på listen.
Det tredje store nordiske flyselskab, Finnair, havde i maj 5.603 flyvninger og en rettidighed på 92,23 pct.
 
Det mest præcise ruteflyselskab i Europa sidste måned, uanset antal flyvninger, var som nævnt Cimber Sterling. Tallene fra Flightstats viser, at nr. 2 og 3 blandt de mest punktlige, uanset antal flyvninger, var Naysa fra De kanariske Øer med 1.809 flyvninger og en rettidighed på 95,58 pct. og lettiske AirBaltic med 3.156 flyvninger og en punktlighed på 95,48 pct.
 
De tre flyselskaber, som i maj ifølge Flightstats var mindst præcise, var Germanwings med 5.573 flyvninger og en rettidighed på 11,94 pct., fulgt af Turkish Airlines’ nævnte 21.058 flyvninger og en rettidighed på 55,27 pct., mens engelske Monarch i maj havde 1.301 ruteflyvninger og en punktlighed på 58,75 pct.
 
Få flyselskaber samarbejder ikke med Flightstats, hvorfor deres tal ikke er på den månedlige opgørelse, oplyser Flightstats til takeoff.dk
Dette gælder bl.a. Icelandair, mens estiske Estonian Air ikke oplyser nok tal til at kunne blive vurderet.
Tallene fra danske Sun-Air, der flyver som British Airways-partner, indgår i BA’s tal.
 
Easyjet har hidtil ikke været på den månedlige opgørelse, men Flightstats har denne gang Easyjet med – Flightstats noterer, at tallene for lavprisselskabet er ”sekundære” og kun må betragtes som vejledende.
 
Samlet havde de 60 ruteflyselskaber på Flightstats liste for Europa 447.294 flyvninger sidste måned med en gennemsnitlig rettidighed på 84,54 pct.

Skrevet af Henrik Baumgarten