LUFTFART: Svingende tiltro til SAS præstation resten af året. Aktionærerne er stærkt i tvivl på trods af, at koncernchefen fastholder sine forventninger om plus, når året er omme.
Analytikere og diverse medier har været stærkt delte, siden SAS kom med første kvartals regnskab i fredags. Nogle har allerede gang i dommerdags profetierne igen, andre lytter mere til budskabet mellem linjerne. Nok var der underskud, og nok kom koncernchef Rickard Gustafson med de sædvanlige beklagelser over markedsudvikling og hård konkurrence, men hans spådom om plus på bundlinjen, når regnskabsåret er omme, blev fastholdt.
Der var heller ingen meddelelse om ”baglæns løb” med rutelukning og indskrænkninger. I hvert fald som det ser ud nu. De bedste måneder venter nemlig.
Bedste måneder er, ifølge SAS egne oplysninger, april og juni samt september og oktober. I de fire måneder skal pengene tjenes.
3. og 4. kvartal, nemlig maj-juli og 4. kvartal august-oktober er dem, selskabet sætter sin lid til. Sådan har det faktisk altid været, nu er der blot sket forskydninger på grund af et ændret regnskabsår, som allerede starter 1.nov. og slutter med udgangen af oktober.
Aktionærerne er af gode grunde i tvivl. I fredags røg aktien ind som bundprop med et minus på 7,5 procent. I løbet af mandagen blev de 2,5 procent hentet hjem igen.