SAS i forrygende aktiefremgang

Tilliden til spareplanen og muligvis salg eller fusion får aktien til at stige med 91 procent siden årsskiftet, hvilket trods alt er en overraskende udvikling.

SAS får næsten mere tillid, end selskabet med rette kunne håbe på efter spareforliget og ny kurs. Aktien fortsætter med at stige og røg i går op med 19,6 procent. Dermed er stigningen siden årsskiftet på hele 91 procent eller næsten en fordobling af værdien.

Her til morgen fredag vil aktien lægge ud med en pris på 12,80 kr., og en analytikergruppe sætter nu kursmål ved kurs 15 kr. pr. aktie.

Citigroup fra USA er meget positiv, men hvor realistisk det er, kan man måske godt sætte spørgsmålstegn ved, fordi gruppen sætter forventninger til opkøb af SAS eller fusion med enten Lufthansa, AirFrance/KLM eller AIG (British Airways).

Det er næppe lige forestående, og slet ikke før SAS har bevist, at der igen kan komme plus på bundlinjen i en periode. Noget som selskabets direktion med nogle forbehold har stillet i udsigt første gang i 2013-regnskabet.