På House of Scandinavia udstiller de skandinaviske lande sammen under SXSW-festivalen i Texas’ hovedstad, Austin. Den danske deltagelse er et samarbejde mellem blandt andet SAS, Udenrigsministeriet og VisitDenmark. Foto: SAS.

SAS og kronprinsesse Mary til kæmpe festival i USA

SAS er medsponsor af stærkt skandinavisk hold ved den enorme festival for kreativitet South by Southwest, SXSW, i Texas 8-13. marts. SAS har i samme anledning særflyvning til Austin.

SAS vil på House of Scandinavia i Texas’ hovedstad, Austin, ved årets musik-, film- og tech-festival SXSW, South by Southwest, der typisk i alt samler 300.000 deltagere, præsentere noget af det bedste fra Skandinavien, oplyser flyselskabet.

Det drejer sig blandt andet om den danske kronprinsesse Mary, EU’s konkurrencekommissær, tidligere økonomiminister Margrethe Vestager, ABBA-medlemmet Björn Ulvaeus, Roskilde Festival og en række skandinaviske stjernekokke.

SAS præsenterer i pop-up loungen House of Scandinavia på SXSW – som SAS betegner som verdens største forsamling af kreative mennesker – unikke idéer og det bedste af skandinavisk kultur. House of Scandinavia er igen i år rammen for debatter og aktiviteter, der alle tager udgangspunkt i unikke skandinaviske og bæredygtige måder at udvikle og forbedre samfundet på.

Kronprinsesse Mary står i spidsen for en dansk kulturindsats, der fokuserer på nordiske værdier og kompetencer inden for innovation, mad og kultur, oplyser SAS. Den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager, vil i sit bidrag debattere demokrati og korruption, mens en pop-up VIP-gourmetrestaurant byder på skandinaviske teknikker og smagsvarianter kombineret med retter fra Texas.

Maden i House of Scandinavia er blandt andet kreeret af den svenske stjernekok Paul Svensson, en pionér inden for bæredygtig “haute cuisine,” Kamilla Seidler fra Danmark, ifølge SAS kaldet Latinamerikas bedste kok, og den norsk-islandske kok Atli Màr Yngvason. De forvandler blandt andet lokalt madaffald fra SXSW og Austin til en fornem 9-retters middag.

Björn fra ABBA
På House of Scandinavia bliver der også nyheder fra den svenske musikvirksomhed Auddly, som repræsenteres af Björn Ulvaeus, en fjerdedel af en af Sveriges største eksportsucceser, verdensberømte ABBA og én af de mest solgte artister nogensinde.

SAS Labs, der arbejder med at forandre, udvikle og pionere rejser, vil præsentere nye initiativer. Desuden vil SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson, deltage i nogle af aktiviteterne.

På SXSW er der masser af arrangementer og debatter med indlæg fra udover Margrethe Vestager også for eksempel Mike Krieger og Kevin Systrom, grundlæggerne af Instagram, der siden 2012 har været ejet af Facebook.

Apropos Facebook, så er der også sammenkomst under festivalen med Priscilla Chan, der er gift med den primære stifter af netop Facebook, Mark Zuckerberg. Sammen har milliardær-ægteparret the Chan Zuckerberg Initiative, et filantropisk foretagende der bruger teknologi til at afskaffe nogle af verdens problemer.

Blandt de mange talere er også den verdensberømte danske arkitekt, Bjarke Ingels fra BIG (Bjarke Ingels Group) – han kom i 2016 af anerkendte TIME Magazine på Top 100-listen over verdens mest indflydelsesrige personer.

Kronprinsessen skal også til Houston
Kronprinsesse Mary officielle program i Texas er 10-13. marts, oplyser Udenrigsministeriet. Her står, at Kronprinsessen rejser til Texas den 10. marts, hvor hun besøger Austin og Houston.

I Austin deltager hun i et større dansk fremstød for de kulturelle og kreative erhverv på SXSW-festivalen. Den danske indsats i forbindelse med SXSW er del af et større nordisk fremstød som fokuserer på nordiske værdier og kompetencer inden for innovation og kreative erhverv.

Herefter rejser Kronprinsessen med følge til Houston, hvor Danmark og danske virksomheder oplever medvind inden for grøn energi og life science. Houston er mest kendt for olie, men byen gennemgår i disse år en omstilling til fokus på grøn energi. Og netop inden for bæredygtig, grøn energi står Danmark stærkt. Kronprinsessen vil tale ved en konference om grøn energi og danske løsninger til verdens klimaudfordringer. Desuden vil Kronprinsessen besøge verdens største hospitalskompleks med over 100.000 medarbejdere, oplyser Udenrigsministeriet.

SAS direkte til Austin
I forbindelse med SXSW får SAS direkte særflyvning til Austin med afgang 6. marts fra Københavns Lufthavn – SK 6952 flyver fra Austin den 12. marts og lander dagen efter i Stockholm.

Relaterede artikler:

Bæredygtig turisme interesserer ikke danskerne

Ny teknologi sparer hotel masser af vand

EU-Kommissionen vil undersøge Amadeus og Sabre