FLYSELSKABER: De tyske statsbaner, Deutsche Bahn, vil anlægge erstatningssag mod en række flyselskaber for fra 1999 til 2006 at have lavet ulovlige kartelaftaler om priser på luftfragt. DB vil samlet have op mod 20 milliarder kr. fra bl.a. Air Canada, British Airways, Lufthansa, Singapore Airlines og SAS.
Deutsche Bahn ejer bl.a. fragtfirmaet Schenker, som benytter en række flyselskabet til at få transporteret gods. I første omgang vil Schenker have 2,5 milliarder dollars, beløbet kan komme op på 3,3 milliarder dollars med renter. Mange af flyselskaberne har i forvejen fået milliardbøder fra bl.a. EU i sagen.
DB henviste i pressemeddelelse i går til afgørelser i sagen fra såvel USA’s justitsministerium, EU og tilsvarende myndigheder i andre dele af verden. De har dømt flyselskaberne for at have lavet ulovlige kartelaftaler om bl.a. priser på brændstoftillæg.
I august i år indgav Schenker stævning ved en domstol i New York mod Air France, KLM, hollandske Martinair, Cargolux fra Luxembourg, Qantas, SAS og All Nippon Airways. Stævningen sagde, at ved at have aftaler om overpriser for transport af luftfragt overtrådte flyselskaberne amerikansk lovgivning mod karteldannelse. Alle tiltalte flyselskaber erklærede sig skyldige.
Ligeledes anlagde Schenker sidste år en nærmest tilsvarende sag ved en domstol i Køln mod Lufthansa, British Airways, Singapore Airlines, Swiss Airlines, Cargolux, SAS, Air Canada, Cathay Pacific, Japan Airlines, LAN Airlines og Qantas om kartelaftaler på transport af luftfragt. Der er mere om sagen på hjemmesiden: aircargocartelclaims.com
I en kommentar siger pressechef hos SAS i Danmark, Trine Kromann-Mikkelsen, til standby.dk: ”SAS har kun set, hvad der står i medierne. Vi har ikke modtaget en stævning eller anden information. Derfor kan vi ikke rigtigt forholde os til det.
Det er en gammel sag, som har været ved EU-domstolen, en dom som vi og andre flyselskaber har anket, men som endnu ikke er afgjort.”