I slutningen af næste år overtager Nordens største hotelkæde, Scandic, driften af sit tredje hotel i Berlin. Dermed når koncernen op på ni hoteller i snart seks byer på det voksende tyske marked.
Det kommende tredje Scandic-hotel i Berlin har 214 værelser og ligger i det vestlige Berlin i kvarteret omkring en af Berlins mest berømte shoppinggader, Kurfürstendamm, også kaldet Ku’damm. Dermed har Scandic ni tyske hoteller med i alt 2.849 værelser. Scandic har i følge sin hjemmeside et eller flere hoteller i Berlin, Frankfurt, Hamborg, München og Nürnberg. Senere i år følger Stuttgart.
Hotellet, som Scandic i formentlig tredje kvartal af næste år overtager driften af, hed før Abba Hotel Berlin og bygningen ejes af ejendomsselskabet AXA Investment Managers, skriver Scandic i en pressemeddelelse. Sidste efterår indgik Scandic også en lejeaftale med AXA om driften af et hotel i Stuttgart.
Frem til genåbningen af hotelbygningen i Berlin i tredje kvartal af 2026 skal hotellet renoveres og ”tilpasses Scandics operationelle standard,” oplyses det. Ligeledes skal det miljøcertificeres med det nordiske miljømærke, Svanen. Når det tredje hotel er klar, har Scandic samlet 992 hotelværelser alene i Berlin.
Også Guldsmeden Hotels, den danske kæde af boutiquehoteller, har et hotel i Berlin – Lulu, der ligger tæt på Potsdamer Platz, hvor Scandic i øvrigt også har et af sine foreløbig to hoteller i den tyske hovedstad.
Berlin har et af Europas største hotelmarkeder
I pressemeddelelsen skriver Scandic, at hotelmarkedet i Berlin er et af Europas ”største og mest dynamiske med fokus på både fritids- og forretningsrejsende.”
Jens Mathiesen, Scandic Hotels Groups danske koncernchef, siger: ”Berlin er et vigtigt marked for Scandic. Berlins status som hjemsted for store messer, kongresser og kulturelle events øger året rundt efterspørgslen på hotelværelser.”
Og i samme pressemeddelelse siger Jesper Engman, Senior Vice President Portfolio Development hos Scandic: ”Det kommende nye hotel i Berlin er på linje med Scandics ekspansionsstrategi.”
Samlet har Scandic Hotels Group omkring 280 hoteller med i alt 58.000 værelser i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Polen og Tyskland. Hotelkædens loyalitetsprogram, Scandic Friends, har over tre millioner medlemmer.
Relaterede artikler:
Scandic øger med endnu et hotel i Tyskland – næste stop Stuttgart
Guldsmeden Hotels: Dansk boutiquehotelkæde har nyt tysk hotel