Bygningen med hotellet i Nürnberg som Scandic overtager driften af fra marts næste år. PR-foto: Panmdox/Scandic.

Scandic udvider med endnu et hotel i Tyskland

Nordens største hotelkæde overtager fra marts næste år driften af endnu et tysk hotel, denne gang i Nürnberg. Med indrykningen i den sydtyske by har Scandic dermed syv hoteller i Tyskland.

Hotelbygningen, der i dag huser Hotel Pomander i Nürnberg, ejes af den svenske ejendomskoncern Pandox, der har 159 hoteller med cirka 35 800 værelser i 12 navnlig nordeuropæiske lande.

Hotellet i Nürnberg, næststørste by i Bayern efter München, har 311 værelser og suiter samt blandt andet konferencelokaler med plads til over 800 personer, oplyser Pandox og Scandic i en pressemeddelelse.

”Vi er glade for at kunne byde Scandic velkommen som operatør i dette nyrenoverede hotel i den centrale del af Nürnberg,” siger Liia Nõu, koncernchef for Pandox.

Og danske Jens Mathiesen, koncernchef for Scandic Hotels Group, tilføjer: ”Dette er yderligere et skridt i vores prioritering af vækst på det tyske marked. Det glæder mig at vi dermed fortsætter vores gode samarbejde med Pandox.”

Scandic-hoteller i seks lande
Pandox købte hotelbygningen, der ligger tæt på hovedbanegården i Nürnberg i 2019 og overtog driften i 2021, under pandemien. Samme år lukkede hotellet for en to år lang renovering frem til september i år. I alt har Pandox brugt 80 millioner euro, cirka 600 millioner danske kroner, på at købe og renovere bygningen, oplyses det.

Nürnbergområdet har cirka 1,3 millioner indbyggere og er hjemsted for en række internationale virksomheder med fokus på blandt andet teknologi og innovation

Hotellet i Nürnberg, der skal opgraderes med miljømærket Svanen efter Scandics overtagelse af det næste år, bliver hotelkædens syvende hotel i Tyskland, hvor man samlet har knap 2.500 værelser. Tidligere i år åbnede Scandic Frankfurt Hafenpark, kædens sjette hotel i Tyskland. Der er også tyske Scandic-hoteller i foruden Frankfurt også Berlin, Hamborg og München.

Ved udgangen af årets andet kvartal havde Scandic 86 hoteller i Sverige, 84 i Norge, 61 i Finland, 30 i Danmark samt otte hoteller i Polen og navnlig Tyskland. I alt omfatter porteføljen foreløbig 269 hoteller med en samlet kapacitet på 55.930 værelser.

 

Relaterede artikler:

Scandic udpeger fremtidens ledere

Scandic efter politianmeldelse: En misforståelse

Hackere fortsætter angreb via Booking.com