Visse danske chartergæster får Nødskiven med på ferie. (Foto: Schulstad | Spies | PR)

Schulstad vil hjælpe danske charterturister i nød

Ifølge en ny undersøgelse savner danske turister især rugbrød og postevand i udlandet. Derfor har Schulstad iværksat en indsats, som skal hjælpe visse af de danskere, der er på vej på charterferie.

Sommerferien er en oplagt mulighed til at få lidt afstand til dagligdagen, men selvom man er væk fra hverdagslivet, er det ikke ensbetydende med, at man ikke savner i hvert fald dele af det. Det vidner en ny undersøgelse, som brødvirksomheden Schulstad og Spies har foretaget, i hvert fald om.

De har stillet en række spørgsmål til de 5.800 personer, som er en del af Spies’ Rejsepanel. Det drejer sig blandt andet om deres madvaner og hvad de savner mest, når de holder ferie i udlandet. Den viser, at 67 procent af respondenterne spiser rugbrød minimum fem til syv gange ugentligt.

Derudover er netop rugbrød sammen med postevand også de to ting, som de adspurgte svarer, at de savner allermest, når de er ude at rejse. Mere end hver fjerde af de adspurgte svarer, at de savner rugbrød på deres ferie.

35 procent af respondenterne fra Vest- og Nordjylland savner rugbrød på ferien, og dermed er de højdespringeren i undersøgelsen. I tillæg hertil svarer 10 procent, at de savner den danske spise allerede fra første dag på ferien.

Skaber savn til hjemlandet
Spies vil sende omkring 60.000 danskere sydpå i skolernes sommerferie, og selvom en del af dem gerne vil smage det lokale køkken på destinationen, ville de altså heller ikke gå af vejen for en rundtenommer. Det fortæller Sofie Folden Lund, der er kommunikationschef i Spies Rejser.

”Vi ved, at mange af vores gæster sætter pris på at rejse for at opleve andre kulturer, hvor maden for rigtig mange spiller en helt central rolle. Men det stopper tydeligvis ikke danskerne i at savne noget af det mest hjemlige og danske, vi kan tænke os til. Rugbrød.”

”Selvom mange rejser netop for at spise nyt, så er maden alligevel noget af det første, som skaber et savn til Danmark,” tilføjer marketingschef Anne Sofie Snoer fra Schulstad.

Kan medbringes på ferien
På baggrund af undersøgelsen har de to virksomheder udviklet et nyt produkt, der er tænkt som en hjælp til de danskere, der savner en rugbrødsmad allermeste. Det kaldes Nødskiven og er et friskt stykke rugbrød, der er blevet vakuumpakket. De rejsende kan medbringe den på ferien og spise skiven, når rugbrødstrangen bliver for stærkt til at stå imod.

”Vi havde en hypotese om, at mange danskere savner rugbrød, når de tager af sted på ferien. Derfor ender mange faktisk også med at pakke brød ned i kufferten og tage med. Med det in mente rakte vi ud til Spies for at høre, om vi ikke skulle igangsætte et stærkt samarbejde, der på en kreativ og sjov måde vil kaste lys over dette,” udtaler Anne Sofie Snoer.

Visse chartergæster, der rejser på ferie fra Aalborg Lufthavn dags dato – den 4. juli – vil få stukket Nødskiven i hånden, inden de forlader landet.


Relaterede artikler:

Spies og Løvens Hule-selskab vil mindske madspild

Her er de 10 største rejsemål hos Spies og NLTG

Spies forventer 20.000 flere gæster end sidste år