Efter et år med vinden i ryggen venter der en udfordrende tid forude for incomingbranchen, da en mulig opbremsning i økonomien ifølge Dansk Erhverv vil kunne mærkes hos virksomhederne.
Pynt i butikkernes ruder og julelys på gader og stræder vidner om, at året er ved at nærme sig sin afslutning, og netop i den anledning var repræsentanter for incomingbranchen mandag i denne uge samlet hos Dansk Erhverv.
Mødet var arrangeret af Danish Association of Conference- and Incoming agencies (DACI), der er repræsentant for branchen, som er beskæftiget med at servicerer store grupper af internationale rejsende, der ankommer til Danmark for eksempelvis at deltage i kongresser eller rejse videre på et krydstogt.
Formålet med mødet var at samle op på det år, der næsten er gået, rette blikket fremad mod 2023 og få et overblik over hvilke udfordringer, der eventuelt venter forude.
Hjælper med risikohåndtering
Meldingen på mødet var, at størstedelen af de deltagende virksomheder har nydt godt af, at dagligdagen i Danmark har været meget lidt præget af COVID-19-pandemien og de tilhørende restriktioner i 2022, hvilket har gjort det muligt for branchen at få gang i hjulene igen.
Hanne Mikkelsen, der er formand for DACI og direktør for erhvervsrejsebureauet Nordic Tours, påpegede, at netop i en tid med stor usikkerhed, kan det være en fordel at have professionelle til at assistere med afviklingen af eksempelvis en rejse for en virksomheds medarbejdere.
”Incomingbranchen har genrejst sig selv i et fantastisk tempo i år. Vi har lukreret på, at Danmark hurtigt kom ud af restriktionerne i år. Og vi har som branche vist vores værd, da flere kunder har fået større værdsættelse af den tryghed og risikohåndtering vi tilbyder i håndtering af grupperejser og store internationale møder og kongresser.”
Branchen vil blive mærket i mange måneder
Den stigende inflation og de højere priser på både energi og leveomkostninger begynder at tegne et billede af, hvad der kan ende med at være en opbremsning af økonomien. Hanne Mikkelsen fæstner dog sin lidt til, at udviklingen vil vende igen.
”Mange firmaer står i venteposition i forhold til deres planer for møder, events og incentiverejser i 2023. Det er klart at tempoet kommer til at falde. Men al den opsparede rejse- og mødelyst under corona er slet ikke blevet realiseret endnu. Når inflationen begynder at falde hen over vinteren og foråret, så begynder det forhåbentlig at lysne igen.”
Dansk Erhvervs vurdering er dog, at den medvind, der har været i år, vil stilne af, da flere af de store eksportmarkeder er på vej ind i en recession. Det vil også kunne mærkes i incomingbranchen, fortæller markedschef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv Lars Ramme Nielsen.
”Incomingbranchen vil ligesom andre eksportbrancher blive mærket de næste mange måneder. Ligesom under corona, vil man igen få blik for incomingbranchens betydning i turismens værdikæde, for den tiltrækker et vigtigt segment, der ikke kommer af sig selv.”
Relaterede artikler:
Incomingbranchen har atter travlt
Ny formand for den danske incomingbranche
”2022-ordrebogen er mindst på størrelse med 2019”