Barcelona. (Foto: Visit Barcelona | Turisme de Barcelona | Facebook.com | PR)

Siger stop: Europæisk storby vil forbyde Airbnb

En skarp stigning i huslejepriserne har fået borgmesteren i en af de populære turistbyer i Europa til at arbejde henimod et forbud, som kan betyde, at det er slut med Airbnb inden for en årrække.

Nu skriver Barcelona sig på listen over destinationer, der ønsker et opgør med Airbnb og lignende udlejningsplatforme.

Sådan skal det i hvert fald være, hvis det står til byens borgmester Jaume Collboni fra partiet Partit dels Socialistes de Catalunya. Han har netop meldt ud, at Barcelona vil forbyde udlejning af lejligheder til turister med henblik på at genvinde en vis form for kontrol over boligudgifterne i byen.

Korttidsudlejningerne har nemlig medvirket til at sende priserne på himmelflugt, og det har gjort det vanskeligt for lokale beboere at kunne betale for lejeboliger.

Det er samme problematik, som har ført til, at New York og Amsterdam har strammet reglerne for udlejning via eksempelvis Airbnb, ligesom flere europæiske destinationer såsom Frankrig og Portugal også forsøger at løse lignende udfordringer.

Skal sælges eller lejes ud til lokale
I de seneste 10 år er den gennemsnitlige husleje for en lejlighed i Barcelona steget med 68 procent, mens den gennemsnitlige pris for at købe et hus er blevet 38 procent højere. Det har øget uligheden, hvilket særligt har haft konsekvenser for storbyens unge indbyggere, oplyses det.

Ifølge Jaume Collboni er måden, som Barcelona vil dæmme op for denne udvikling på, at man dropper at forny 10.101 tilladelser til korttidsudlejning af lejligheder, og i stedet lader man dem løbe ud i november 2028.

”Vi tager nu et opgør med dét, vi betragter som Barcelonas største problem,” siger borgmesteren og påpeger, at hvis alt forløber efter planen, så vil ”turistlejligheder, som vi kender dem i dag, forsvinde” fra 2029.

”De 10.000 lejligheder vil komme byens befolkning til gavn eller komme på markedet til enten udlejning eller salg.”

Brancheforening kritiserer forslag
Mens Spaniens boligminister Isabel Rodriguez fra partiet Partido Socialista Obrero Español, som er søsterparti til Collbonis, roser udmeldingen, som hun betegner som et nødvendigt tiltag, har den fået en mere lunken modtagelse fra Apartur, som er en forening for udlejere af turistlejligheder.

”Collboni er ved at begå en fejltagelse, som vil føre til, at fattigdom og arbejdsløshed bliver øget,” udtaler foreningen.

Det har ikke været muligt for The Guardian at få en kommentar fra Airbnb.


Relaterede artikler:

Endnu et land strammer grebet om Airbnb

Skrappere krav til Airbnb giver boom for hoteller

Franske byer gør oprør mod Airbnb