Singapore Airlines begyndte med starten af vinterprogrammet at betjene Københavns Lufthavn med sin nyeste flytype, Airbus A350-900, der her holder i lufthavnen ved siden af joint venture-partneren, SAS. Foto: Henrik Baumgarten.

Singapore Airlines fejrede sin nyeste flytype i CPH

Der var ambassadørbesøg, taler og smagsprøver da Singapore Airlines tirsdag officielt markerede, at flyselskabet nu bruger fabriksnye Airbus A350 på ruten fra København, der snart bliver daglig.

”Ikke mindst den stigende efterspørgsel på og vores salg af premium economy har været medvirkende til, at vi fra 2. januar flyver dagligt mellem Singapore og Københavns Lufthavn.”

Singapore Airlines’ nordiske salgsdirektør, Allan Hoffery, prøvesidder et af de 42 sæder på A350-flyets business class. Foto: Henrik Baumgarten.

Det sagde en talsmand fra Star Alliance-medlemmet, da Singapore Airlines tirsdag formiddag fejrede og markerede, at flyselskabet siden starten af dette års vinterprogram – sidste uge – har betjent Københavns Lufthavn med nærmest fabriksnye Airbus A350-900.

Mens der i dag flyves fem gange om ugen, bliver ruten daglig fra 2. januar. A350’eren hos Singapore Airlines afløser Boeing B777-300 på ruten mellem København og Singapore.

Fejringen skete i og ved Gate 37 i Københavns Lufthavn, hvor de over 100 indbudte fra blandt andet rejsebureauer og Singapore Airlines’ gode firmakunder kunne få rundvisning i den nye flymodel på ruten.

A350-900, som Singapore Airlines nu bruger på Københavns Lufthavn, har tre klasser. Der er 42 sæder på Business Class, 24 i Premium Economy Class og 187 sæder på Economy Class.

Kabinen til premium economy regnes som den vist nok mindste hos Singapore Airlines – på A350-versionen, der bruges til Københavns Lufthavn, er der plads til 24 rejsende. Foto: Henrik Baumgarten.

Til sammenligning havde den tidligere type på ruten, Boeing 777-300ER, 11 sæder mere fordelt på fire klasser med plads til 264 passagerer, First, Business, Premium Economy og Economy Class.

Og også de dyrere business og premium sælger ganske godt for Singapore Airlines; premium koster fra 3-4.000 kroner og opefter mere for en returbillet i forhold til en ren economy-billet.

Blandt fordelene ved premium er bedre benplads, mens der er beskedne 32 tommers benplads på economy, er der 38 på premium. Det gør en mærkbar forskel – i hvert fald for de langbenede.

På premium er der blandt andet også gratis champagne hele vejen, et bedre madudbud, større TV-skærm og der må medbringes mere bagage.

From Farm to Plane
Singapore Airlines har et anerkendelsesværdigt globalt koncept, From Farm to Plane, der skal støtte bæredygtighed og lokale fødevareproducenter. I Danmark har Singapore Airlines på denne konto blandt andet samarbejde med Sønderhaven Gårdmejeri, Skarø Icecream og Friisholm Chokolade.

Alle tre leverandører var med i lufthavnen tirsdag, hvor de blandt andet serverede smagsprøver til de indbudte gæster samt passagererne på det næste fyldte fly.

Sammenkomsten bød også på korte taler fra Singapore Airlines’ joint venture-partner på ruten, SAS, fra Københavns Lufthavn og naturligvis fra Singapore Airlines.

Således sagde Erwin Widjaja, general manager for Singapore Airlines Nordics, i sin tale blandt andet, at han glædede sig over det gode samarbejde med såvel SAS som Københavns Lufthavn. Han kaldte det en historisk dag for Singapore Airlines i Københavns Lufthavn med den officielle ibrugtagning af den nye flytype – og for første gang daglige flyvninger fra 2. januar.

Relaterede artikler:

Singapore Airlines øger på Københavns Lufthavn

Danske produkter flyver ind i luksussegmentet

Ny langrute styrker SAS i Københavns Lufthavn