Ystad Saltsjöbad. (Foto: Ystad Saltsjöbad | Attach Agency | PR)

Skal markedsføre badehotel til danske virksomheder

Attach Agency har indgået en aftale med et kendt svensk badehotel, som betyder, at bureauet fremover skal arbejde for, at danske virksomheder vælger at holde møder og konferencer her.

I fremtiden skal Ystad Saltsjöbad danne ramme om møder, konferencer og andre aktiviteter, der afvikles af danske virksomheder. Det er i hvert fald hensigten med et nyt strategisk samarbejde, som det svenske badehotel har indgået med det danske repræsentationsbureau Attach Agency.

Badehotellet har en lang historie, der trækker tråde tilbage til 1897. I dag har det en kapacitet på 139 værelser samt tre restauranter, en bar, wellness-afdeling med spafaciliteter og 16 mødelokaler, hvoraf det største har plads til flere end 300 personer.

Byen Ystad modtager allerede en del danskere på eksempelvis weekendture eller spaophold, men nu har man en ambition om at positionere destinationen således, at den vil blive foretrukket blandt erhvervsturister og tiltrække rejsende inden for segmentet kaldet MICE, der er en forkortelse for Meetings, Incentives, Conferences & Exhibitions (møder, incitamentrejser, konferencer og udstillinger, red.).

Blev overrasket
Som led i at indfri dette mål har Ystad Saltsjöbad udpeget Attach Agency som dets officielle repræsentationsbureau. Opgaven bliver at formidle kontakt til eventarrangører og virksomheder, der kunne have en interesse i at benytte badehotellet som ramme om deres aktiviteter.

Bureauet er etableret af Tanja Elisabeth Andresen, der tidligere blandt andet har været fire år som chef for møder og internationalt salg hos Nordic Choice Hotels, som siden har skiftet navn til Strawberry, ligesom hun også har varetaget stillinger hos Scandic Hotels og Arp-Hansen Hotel Group.

Andresen fungerer som administrerende direktør i bureauet, og hun fortæller, at Attach Agency er spændt på at komme i gang, da hun ser muligheder for at øge antallet af MICE-begivenheder på det svenske badehotel.

“Jeg har selv ofte besøgt Ystad men udelukkende som leisure-gæst, så jeg var personligt selv overrasket over de utallige mødeoutlets, de tilbyder på hotellet, som skriger efter kreative events.”

Ønsker at arbejde med positionering
Attach Agency oplyser, at man i den kommende tid vil samarbejde med badehotellet om at udvikle skræddersyede aktiviteter, der flugter med såvel virksomheders som eventarrangørers forskellige behov og præferencer.

”Gennem vores strategiske salg og marketing samarbejde ønsker vi at vise danskerne, at Ystad Saltsjöbad er meget mere end et wellness-resort. De unikke tilbud og muligheder, der er for møder og events, ønsker vi at positionere meget mere,” udtaler Tanja Elisabeth Andresen.

Ystad Saltsjöbad drives af ESS Group, der i alt står for driften af 11 hoteller i Sverige, Norge samt Danmark. Heriblandt Marienlyst Strandhotel, som huser det danske herrelandshold i fodbold, når spillere og trænere er samlet.


Relaterede artikler:

Erhvervsrejsebureau sætter øget fokus på MICE

Wien udpeget som den største konferenceby

Brancheprofil åbner eget repræsentationsbureau